Foto: Frederikke Hejbøl Jensen / Gonzales Photo
Udmelding om mulig protest fra BIF-FCN
11.11.2024 14:01
Under 3F Superligakampen søndag aften blev der begået en potentielt kampafgørende fejl, da Brøndby IF’s 1-0-scoring blev godkendt på trods af, at dommeren havde afblæst spillet, inden bolden gik i mål. Dette var tydeligt for alle på og omkring banen, og det kan FC Nordsjælland også konstatere, at dommeren selv mener i henhold til de interviews, han medvirkede i efterfølgende. Alligevel fik scoringen lov til at stå ved magt. Mandag kan FCN konstatere, at formanden for DBU's dommerudvalg i et interview også har meldt ud, at han er enig i, at det var imod reglerne, at målet til Brøndby IF blev godkendt.
FC Nordsjællands ledelse har mandag afholdt et møde for at beslutte, hvad klubben vil gøre herfra. Efter at have lyttet til dommerens og dommerudvalgsformandens kommentarer og modtaget input fra flere personer med faglig indsigt, er det blevet meget tydeligt, at den eneste mulige konsekvens ved en protest fra FCN, på baggrund af den kampafgørende dommerfejl, er, at kampen kan blive spillet om.
Det er FC Nordsjællands ledelses overbevisning, at dette er en konsekvens, som kan risikere at straffe FC Nordsjælland, som ikke gjorde noget forkert eller havde skyld i den kampafgørende fejl. Og dermed ikke var den part, som begik den potentielt kampafgørende fejl.
FCN har også svært ved at se den logistiske mulighed for at få afviklet en eventuel omkamp, inden spillertruppen er sendt på varslet ferie.
FC Nordsjællands samlede vurdering er derfor, at klubben ikke kommer til at følge op på den varslede protest efter kampen søndag aften.
FC Nordsjælland vil, ligesom alle andre i dansk fodbold, fortsat være en aktiv part i at gøre tilliden til dommerne endnu stærkere og uomtvistelig, da vores sport er baseret på dette.
Derfor forventer FC Nordsjællands ledelse, at denne situation giver anledning til, at DBU og dommerne vil kigge kraftigt indad for at optimere samarbejdet mellem dommerne og VAR-rummet. Ligesom det bør give anledning til at debattere, hvilke mulige konsekvenser den type kampafgørende fejl kan og skal have for de relevante parter, hvis de opstår fremadrettet.
FCN ser også frem til at få en forklaring på, hvordan situationen med den potentielt kampafgørende fejl i forbindelse med Brøndby IF's 1-0-scoring kunne opstå mellem dommerteam og VAR-rummet.
FC Nordsjælland har ikke yderligere kommentarer til episoden.