Noah Ayorinde skriver kontrakt med FC Nordsjælland

15.11.2024 09:00

FC Nordsjælland og Noah Ayorinde har fået papir på hinanden. For nylig greb den 16-årige offensivspiller således kuglepennen og skrev under på en kontrakt med FCN.

Noah Ayorinde er en kreativ offensivspiller, der til dagligt optræder på vores U17-drengehold og i indeværende sæson har scoret tre mål i U17 Ligaen. Den unge offensivspiller gør sig bemærket med sin gode teknik, der betyder, at han ofte bidrager med mål eller assist. Dertil er den 16-årige Noah Ayorinde ikke bleg for at arbejde benhårdt i holdets tjeneste.

Noah Ayorinde er faldet godt til i FC Nordsjælland, hvorfor den 16-årige angriber er glad for at have fået styr på fremtiden og underskrevet en kontrakt her i FCN.

Noah Ayorinde

- Jeg er rigtig glad for at skrive under på min første kontrakt med FC Nordsjælland. Jeg udvikler mig hver dag både på og uden for fodboldbanen, og jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for mig at fortsætte min positive udvikling her i FCN. - Det betyder meget for mig at repræsentere FCN og bære tigeren på brystet, da det er en utrolig god klub for unge spillere som mig selv. Jeg er omgivet af dygtige og kompetente trænere hver dag, og klubben er kendt for at give unge spillere chancen i en ung alder, hvorfor det er meget attraktivt at fortsætte her i FCN.