Nederlag i Hjørring: En masse læring at tage med videre

03.11.2024 16:15

Søndag eftermiddag var der topkamp i Gjensidige Kvindeligaen, da vi gæstede Nord Energi Arena og Fortuna Hjørring. Inden opgøret var der kun tre point, der adskilte os og hjemmeholdet, hvorfor vi kunne tage yderligere afstand i toppen af rækken med en sejr.

Det skulle desværre ikke vise sig at blive tilfældet i dag, da Fortuna Hjørring for anden gang i sæsonen trak sig sejrsrigt ud af opgøret.

Hjemmeholdet fik kort inden pausen bragt sig foran 1-0, og selvom Anna Walter kort inde i anden halvleg fik sparket det udlignende mål ind i Fortuna Hjørrings netmaskerne viste hjemmeholdet sig stærkest.

10 minutter efter vores udlignende mål fik Fortuna Hjørring igen sparket bolden ind bag Amanda Brunholt, og det skulle vise sig at blive kampens sidste mål. Derfor måtte vi tage den lange tur hjem til Farum uden point denne gang.

Chris Sargeant var langt hen ad vejen tilfreds med præstationen, men var også meget ærlig om, at vi opgav for mange chancer til et meget skarpt Fortuna Hjørring-hold i dag. 

Havde håbet på mere 🐯

- Jeg havde gerne set, at vi havde fået hvis ikke alle tre så i hvert fald et point med hjem fra Hjørring i dag, men sådan skulle det ikke være. Og det er også okay. Jeg syntes egentlig, at det var en ret jævnbyrdig kamp. En uafgjort havde nok ikke været et ufortjent udfald. - Vi havde inden kampen bedt spillerne om at have fokus på deres arbejdsradius og mulighed for at løfte i flok, og hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg, at pigerne leverede fremragende på de parametre. Vi arbejdede hårdt og lagde en indsats for dagen, som vi godt kan være bekendt. Dertil spillede vi i perioder rigtig flot fodbold.

Skarpe Fortuna Hjørring

- Når man giver Fortuna Hjørring en lillefinger, tager de hele armen. De er utrolig effektive og gode til at udnytte deres chancer, og det så vi også i dag. Vi gav lidt for mange chancer væk i dag, men det vigtigste for mig var, at vi spillede på den måde, vi gerne ville. - Jeg syntes, at vi kæmpede lidt med det på den sidste tredjedel og omkring deres felt, hvor de forsvarede lavt og lykkedes med det. Jeg havde gerne set, at vi havde spillet lidt hurtigere og lidt mere ’action on action’, hvilket vi lykkedes med omkring vores mål. Det var et fantastisk mål og et meget godt udtryk for, hvad vi arbejder på hver dag. - Jeg er overordnet set meget tilfreds med præstationen i dag – både fra spillere, udskiftere, stab og alle omkring holdet. Vi gør alt sammen. Vi vinder sammen, vi taber sammen og vi udvikler os sammen. Vi har god mulighed for at lære en masse fra dagens kamp, og det vil vi selvfølgelig lægge nogle kræfter i, så vi skal bruge noget tid på at analysere opgøret.