Daniel Svensson på 150: Det er gået hurtigt

26.11.2024 14:21

Det er kun lidt over et år siden, at vi fejrede kamp nummer 100 for Daniel Svensson, og nu skal vi til det igen. Vores svenske nummer 5 har nemlig spillet 50 kampe i mellemtiden, og dermed har han rundet imponerende 150 optrædener for FC Nordsjælland.

Til kampen mod AGF fik han overrakt bevis på de 150 kampe, og her kan du læse lidt om, hvad milepælen betyder for Svensson, og hvad han har valgt at donere de sædvanlige 5000 kroner til.

1️⃣5️⃣0️⃣ på 4️⃣ år ⚡️

– Det er gået hurtigt. Også hurtigere end jeg selv havde regnet med. Det har været en rigtig god tid for mig, og jeg føler, at jeg har udviklet mig meget igennem hele min tid her i FC Nordsjælland. De sidste 50 kampe er især gået hurtigt, og de er jo faktisk kommet i ét hug uden pause. – Det er jo det, man vil som fodboldspiller. Jeg havde ikke tænkt over, at jeg skulle spille hver eneste kamp, siden vi snakkede om mine 100 kampe for klubben, men jeg arbejder bare hårdt og er fokuseret på at gøre mit bedste hver eneste dag. Og så hjælper det selvfølgelig også, at jeg kan spille flere positioner på banen.

Talent ➡️ Indskifter ➡️ Profil

– Det er nok den sædvanlige rute for en fodboldspiller, at man starter som talent og så langsomt arbejder sig op. For mig har hele den rejse været i den samme klub, og det er jeg meget glad og stolt over. –Jeg er et sted nu, hvor jeg tager mere og mere ansvar, og der bliver også regnet med mig i højere grad. Det er jeg glad for, og jeg synes, at det passer godt til mig. Så jeg har tænkt mig at fortsætte med at arbejde stenhårdt for den her klub.