Foto: Noah Thilemann

Villads Nielsen solgt til FK Bodø/Glimt

30.03.2024 18:00

Fra Nordsjælland til Nord-Norge. U19-anfører Villads Nielsen skifter Farum ud med Bodø.

FC Nordsjælland og FK Bodø/Glimt er således blevet enige om en transfer, der betyder, at den 19-årige midterforsvarer med øjeblikkelig virkning bliver en del af den norske mesterklub.

Villads Nielsen kom til FCN for cirka ni år siden og har taget turen hele vejen op gennem akademiet. De seneste par år har han i tillæg været med på Superliga-holdets træningslejre – senest på turen til San Diego i januar. Nu går turen imidlertid til Norge.

 

Alexander Riget, teknisk direktør i FC Nordsjælland:

- Villads var faktisk angriber, da han som ganske ung kom til FCN fra Helsinge. Da Thor Herdal, som i dag er analytiker i Superliga-staben, havde ham på U14, omskolede han Villads fra kantspiller til midterforsvarer, og dér har han så huseret lige siden – med en flot udvikling igennem særligt de senere år, hvor han også har spillet internationale kampe sammen med spillere fra vores akademier i Ghana og Farum. En udvikling, som både Villads selv og de dygtige folk på vores akademi skal have stor ros for. Han har gode kompetencer på bolden og en god fysik, og så har han ikke kun udviklet sig til U19-anfører her i FCN, men har også fået en vigtig rolle på U19-landsholdet, som netop har kvalificeret sig til EM for første gang i historien.

- Der er stadig masser af potentiale for udvikling hos Villads, og vi havde gerne set ham fortsætte den udvikling her i FCN. Det primære mål er at se vores akademi-spillere tage skridtet til Superliga-holdet, men samtidig ved vi også, at nogle af de unge, dygtige mennesker kommer til at tage andre veje – enten i Danmark eller uden for landets grænser. I dette tilfælde har Bodø/Glimts interesse udmøntet sig i en rigtig god aftale, hvor vi bliver flot kompenseret, og da konkurrencen i midterforsvaret er rigtig stærk i både Superliga-truppen og på akademiet, har vi også taget hensyn til muligheden for seniorspilletid på den kortere bane for Villads.

- Han har altid været vellidt i klubben, og han er garant for hårdt arbejde – både på og uden for banen. Det har ikke kun udviklet Villads’ egne kompetencer, men også bidraget positivt til holdkammeraterne og vores miljø igennem årene. Det skal han have stor tak for. Derudover ønsker vi ham alt det bedste på det nye eventyr, og vi glæder os meget til at følge ham fremover. 

 

Villads Nielsen:

- Det er snart ni år siden, at min fodboldkarriere i FC Nordsjælland begyndte. I løbet af de år har jeg haft mange gode og mindeværdige oplevelser og fået venskaber, jeg altid vil holde fast i. Jeg har fået en solid fodbolduddannelse, som jeg er meget taknemmelig for, og jeg er sikker på, at resten af min fodboldkarriere vil bære præg af min tid her i FCN.

- Jeg vil gerne takke hele klubben for både de opture og nedture, der har været igennem min tid i klubben. Det har været med til at udvikle mig til den person og fodboldspiller, jeg er i dag. Nu fortsætter mit fodboldeventyr i Bodø/Glimt, hvor jeg glæder mig til at udfordre mig selv i et nyt land og fortsætte min udvikling.

- Tusind tak for alt! Jeg ser frem til at møde jer alle igen – på eller uden for banen.