Nu bliver forårssæsonen sparket i gang på akademiet
06.03.2024 11:45
Efter en lang vinteropstart er der igen fuld gang i kampprogrammet for FC Nordsjællands hold, og i den kommende weekend skal begge vores U19-hold i aktion i ligaen for første gang i år.
U19-drengene startede forårssæsonen ud i sidste weekend, hvor det blev til en 3-2-sejr hjemme over AGF, og U19-pigerne sparket foråret i gang på søndag mod Fortuna Hjørring.
Vi har taget en snak med de to cheftrænere om opstarten og målsætningerne for foråret, hvor vi også har zoomet ind på denne uges udfordringer og U19-drengenes kamp i den forgangne weekend.
U19-drenge
U19-drengene har haft en begivenhedsrig opstart, hvor tiden blandt andet er brugt på en lang træningslejr i La Manga sammen med nogle af vores akademispiller fra Right to Dream Ghana og en masse træningskampe mod seniorhold.
Sune Jensen påpeger, at opstarten både er blevet brugt på at få holdet tilbage i god fysisk forfatning og teste holdet af mod seniorhold fra forskellige lande.
- Vi startede op i starten af januar, og det første der skete var, at spillerne skulle tilbage i en god fysisk forfatning efter pausen. Derfor brugte vi den indledende del af opstarten på at komme tilbage på vores fysiske parametre. Derudover har vi haft spillere fra vores internationale akademi på besøg i Danmark, hvor vi har spillet en masse kampe i en blandet gruppe. Vi har blandt andet mødt en del seniorhold, og det har været virkelig fedt og interessant at se gruppen mod seniorhold.
- Dertil har vi også haft en slags træningslejr i La Manga, hvor vi selvfølgelig har fået trænet en masse, men også har spillet flere gode kampe. Så alt i alt har det været en interessant og god opstart, hvor drengene både har fået spillet en masse fodbold, men også har fået nogle oplevelser på tværs af vores akademispillere.
Holdet var hjemme fra træningslejren i Spanien i fredags og lørdag stod den så allerede på kamp i U19 Ligaen, men det forhindrede ikke drengene i at tage en flot sejr mod AGF.
- Det var egentlig en lidt underlig kamp, da vi var klart bedst i starten af første halvleg, men var alligevel bagud 2-0 et godt stykke inde i halvlegen. Vi havde en del chancer i kampens indledning, men vi fik ikke udnyttet det, og omvendt fik AGF scoret på deres chancer. Vi fik heldigvis reduceret lige inden pausen.
- Anden halvleg blev en smule mere rodet, men vi fik lavet nogle rigtige gode mål, hvor vi lykkedes med nogle af de ting, vi har arbejdet med, og vi får bragt mange spillere i feltet med høj intensitet og fik på den måde scoret tre mål. Og så scorer vi til 3-2 i kampens døende minutter, hvilket altid giver lidt ekstra jubel. Men det var en dejlig følelse at starte forårssæsonen ud med en sejr i ligaen.
Det er ikke første gang, at U19-drengene spiller en kamp på bagkant af lange perioder sammen med akademispillerne fra Right to Dream, da tilfældet var det samme efter sommerens opstart.
Her var spillernes indbyrdes relation og forståelse for hinanden inde på banen en lille bekymring for trænerstaben, hvilket også var tilfældet denne gang, hvor Sune Jensen fortæller, at det var en potentiel udfordring, som de var opmærksomme på.
- Det er klart, at der var nogle relationer, som er anderledes, hvis man har trænet sammen i lang tid og fået forståelsen for hinanden på plads. Men vi har en struktureret spillestil, hvilket betyder, at spillerne altid ved, hvad deres rolle er, og så handler det selvfølgelig om at lære hinandens kompetencer at kende. Det var selvfølgelig en udfordring vi italesatte og var opmærksomme på frem mod weekendens kamp på grund af vores begivenhedsrige opstart.
U19-drengene ser ind i et travlt forår, hvor de både har en masse kampe i ligaen og træder ind i Pokalturneringen.
- Vi ser ind i et travlt forår med en masse kampe og en masse fede muligheder for at udvikle os og bygge videre på spillernes udvikling. Vi har heldigvis allerede været med til at sende Sindre op i Superliga-truppen, og nu skal vi gøre de næste spillere klar til at tage skridtet op i Superligaen. Det er jo vores overordnede mål, og hvis vi som hold kan lykkes med at udvikle os og dermed levere gode præstationer i løbet af foråret, så er det også nemmere for den enkelte at tage det næste skridt.
I denne uge skal U19-drengene i aktion to gange, da de i dag træder ind i femte runde af pokalturneringen og møder Hvidovre, og på lørdag skal en tur til det sønderjyske for at møde Sønderjyske. Cheftrænerne ser frem til to kampe, hvor vi skal kunne tage styringen i kampen og dominere på bolden.
- Vi forventer to kampe, hvor vi både vil prøve at tage initiativet på bolden, men også forventer, at vores modstandere i perioder vil overlade spillet til os. Så jeg forventer, at vi kommer til at have bolden en del, hvor de vil prøve at straffe os på nogle omstillinger, så det skal vi selvfølgelig kunne løse.
- Vi ser frem til kampene, og det er vigtigt, at vi igen får produceret en masse chancer og er gode til at lukke af foran vores eget mål. Så det bliver to spændende kampe, og det er altid sjovt at spille i pokalen, da kampene har en anden intensitet.
- Jeg forventer, at Sønderjyske til tider vil skubbe højt op på banen og lægge pres på og komme til kampen med en stor fysik, men dertil kommer til at falde længere ned på banen og vente lidt på os for at kunne slå til, når vi mister bolden.
U19-piger
Efter en opstart der blandt andet har budt på de nordiske mesterskaber og kampe mod seniorhold, er vores U19-piger også klar til at skyde forårssæsonen i gang, når de skal en tur til det nordjyske for at møde Fortuna Hjørring.
Emil Aske Strand Hansen fortæller, at pigerne har haft en god opstart, hvor de på trods af et ærgerligt nederlag i finalen til de nordiske mesterskaber har haft fokus på at fortsætte den positive udvikling.
- Det har været en god opstart. Vi har fået trænet en masse nye ting, og pigerne er blevet skarpere på det, vi gerne vil. Jeg syntes også, at vi har haft en god reaktion efter de nordiske mesterskaber, hvor vi vandt sølv efter et hårdt nederlag efter straffesparkskonkurrence, men vi har ikke rigtig set os tilbage siden. Vi har knoklet videre og fået spillet nogle gode træningskampe, hvor vi blandt andet har fået scoret en masse mål, så det har været fedt.
- Vi scorer også en masse mål her i vores sidste træningskamp mod Brøndby, og er så småt ved at være helt klar til forårspremieren mod Fortuna Hjørring på søndag.
U19-pigerne ligger aktuelt på en fjerdeplads i ligaen, men har kun fire point op til HB Køge på førstepladsen, men cheftræneren påpeger, at det ikke er placeringen i ligaen, der er i fokus for resten af sæsonen.
- Vores målsætning er altid at lykkes så godt som muligt ud fra de ting, vi gerne vil, og det er også målsætningen for foråret. Det skal være ud fra de rigtige style of play principper og vores spillestil, og det er det vigtigste for os, og så kan vi altid se, hvor det fører os hen. Men det vigtigste er fortsat, at vi udvikler vores spillestil og evne til at spille i et højere tempo, så vi kan fortsætte med at sende så mange som muligt i transition til vores Kvindeliga-hold.
- Det er vores altoverskyggende mål at udvikle spillere, der kan bidrage til Kvindeliga-truppen på både kort og lang bane, og så er det sådan set lidt underordnet, om vi bliver nummer fire i ligaen – men selvfølgelig vil vi også gerne vinde.
- Vi har en ret ung trup nu, og det er stadig de samme rammer, vi skal levere under. Det er kun fedt, at vi har så ung en trup, da der er forudsætningerne for, at vi kan præstere på et virkelig højt niveau de næste mange år, hvis vi fortsætter den positive udvikling hele vores akademi er i gang med. Der er en lys fremtid.
Foråret bliver sparket i gang med en svær udekamp mod Fortuna Hjørring, men Emil Aske Strand Hansen forventer alligevel, at vi kommer til at have størstedelen af boldbesiddelsen.
- Jeg forventer et kampbillede, der ligner meget det samme som sidst, vi mødte Fortuna Hjørring, hvor det bliver en lidt mere fysisk kamp. Fortuna skal have ros for, at de er begyndt at være interesseret i at spille mere op nede bagfra, og det er jo fedt for ligaen og for vores indbyrdes kampe, da vi derved kan blive testet på det, vi også gerne vil.
- Men jeg forventer alligevel en kamp, hvor vi er mest på bolden og skal sætte tempoet i opgøret. Dertil skal vi sørge for at minimere vores antal af fejl, da det er her, jeg forventer, at Fortuna kan straffe os og for alvor gøre ondt på os. Så vi bliver formentlig det mest dominerende hold på bolden, og det bliver en kamp, hvor det er op til os at styre spillet.
I efteråret snakkede Emil Aske Strand Hansen flere gange om, at vi skulle være mere kyniske foran mål og skabe flere chancer, og det har også været et gennemgående fokuspunkt i løbet af opstarten.
- Vi har arbejdet på at udvide vores repertoire i forhold til at skabe flere chancer og udnytte vores chancer bedre, end vi lykkedes med i efteråret. Vi har trænet på nogle forskellige værktøjer til, hvordan pigerne kan bryde modstanderen ned ligegyldigt om de møder et højt eller lavt pres. Vi har derfor arbejdet rigtig hårdt på den offensive del af spillet, men dermed også, hvordan vi spiller os frem til de gode situationer i den opbyggende fase.
Emil Aske Strand Hansen ser frem til foråret med optimisme, selvom vi på søndag må undvære fem spillere, da de er på landsholdsopgaver.
- Det er altid fedt at komme i gang med ligaen igen. Vores kampe ligger godt spredt ud over foråret, hvorfor der er en opgave for os i at få dækket hullerne ind med noget intensitet i træningerne, så vi hele tiden holder pigerne til ilden. Vi starter foråret ud med at mangle fem spillere, da de spiller EM-kvalifikation med landsholdet, men det er jo noget, vi synes er fedt og ser det som stor cadeau til vores piger.