Leo Walta solgt til svenske IK Sirius
08.03.2024 10:00
I 2019 imponerede Leo Walta hele FC Nordsjællands rekrutteringsteam med sin evne til at suge bolden til sig og styre tempoet i kampen under en U17-landskamp for Finland mod Danmark.
Siden dengang har den 20-årige finske midtbanespiller slået sine folder i Farum, hvor han tilbragte de første to år på FC Nordsjællands U19-hold, og i sommeren 2021 blev rykket fast op i Superliga-truppen. Senest har Leo Walta haft to succesfulde lejeophold i 2023, hvor han har tørnet ud for HB Køge og Mjällby AIF.
Leo Walta har optrådt 23 gange med tigeren på brystet for Superliga-holdet, og nu er det tid til at den unge finne skal fremvise sine evner i Allsvenskan for IK Sirius. FCN og IK Sirius er nemlig blevet enige om en transferovergang, og den 20-årige midtbanespiller har skrevet under på en kontrakt med den svenske klub.
Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:
- Leo tog et tidligt valg i sit liv om at komme her til FC Nordsjælland, hvor vi var i hård konkurrence med flere store klubber. Og selvom han ikke forlader os som en fast mand i startopstillingen på Superliga-holder, hersker der ingen tvivl om, at han har haft en utrolig positiv udvikling her i klubben, og er klar til den nye udfordring - ikke mindst på grund af sin fantastiske indstilling.
- Leo har gjort det fremragende under sine udlejninger, og derfor har vi valgt at lytte til hans ønske om at skifte på en permanent aftale, da den faste spilletid i FCN på nuværende tidspunkt ikke er muligt på grund af den meget hårde konkurrence på hans position. Han får nu muligheden for at spille for en spændende klub i den bedste svenske liga, som har vist interesse for ham i rigtig lang tid, og derfor føler både vi og Leo, at det er en klub, der kan give ham den spilletid, som han har brug for og fortjener.
- Leo har fra hans første dag i FCN vist, at han har den rette indstilling til det at være professionel fodboldspiller, hvorfor han altid har arbejdet hårdt og trænet ekstra hver gang, han har haft mulighed for det og klaret modgangstider med stor professionalisme.
- Vi kommer til at følge ham tæt, og vil altid supporte ham, hvis han får brug for dette. Vi er overbeviste om, at han får en rigtig flot karriere, og ønsker ham alt det bedste i det svenske.
Leo Walta:
- Jeg har haft 4,5 rigtige gode år i FCN. Jeg har lært en masse i min tid her i klubben, og det er jeg taknemmelig for. Det hele startede i mine første år på U19, hvor jeg lærte en masse om fodbold, men også en masse om livet mere generelt.
- Jeg tager en masse gode minder med mig fra FCN, og jeg vil savne mange af de mennesker, jeg har mødt de sidste 4,5 år.
- Det sidste år har jeg haft to gode lejeophold, og jeg føler, at jeg nu er klar til at spille mere fast på et godt niveau. Sirius har været interesseret i mig i et godt stykke tid, og de har en klar plan for mig, hvorfor jeg er sikker på, at det er det rigtige skridt for mig.