Ingvartsen og Tverskov skifter til San Diego FC i 2025
19.03.2024 17:00
Til januar 2025 drager Marcus Ingvartsen og Jeppe Tverskov ud på nye eventyr. Begge spillere har således takket ja til et tilbud fra San Diego FC, der træder ind i den nordamerikanske MLS fra 2025-sæsonen.
Allerede ved ankomsten i sommer var 28-årige Ingvartsen åben om, at målet for returen til FC Nordsjælland var at bidrage til klubbens fortsatte udvikling både på og uden for banen med en samtidig ambition om at komme til udlandet igen. På samme måde har 31-årige Tverskov udtrykt ønske om at gå ambitiøst til værks i Farum, og at ambitionen efter en karriere udelukkende i dansk fodbold var et udlandseventyr, inden støvlerne en dag må lægges på hylden.
Opfyldelsen af disse drømme er nu på plads, og resten af 2024 bliver med fuldt fokus på at angribe både pokalturneringen, 3F Superligaen og jagte endnu et europæisk eventyr sammen med holdkammeraterne i FCN.
Flemming Pedersen, teknisk direktør i Right to Dream:
– Marcus og Jeppe er meget værdifulde for FC Nordsjælland og er på hver deres måde med til at gøre vores i forvejen stærke miljø endnu bedre. Deres erfaringer og egenskaber som både spillere og mennesker er med til at løfte FCN – og det gør dem helt naturligt interessante for klubber i udlandet. Det har været et klart mål for dem begge at bidrage til at styrke FCN og samtidig spille sig selv i en position til at få drømmen om et udlandsskifte opfyldt derefter. Derfor er det glædeligt, at de nu har valgt, at deres næste eventyr skal udfolde sig ved at blive i vores organisation og bidrage til opbygningen af akademiet og holdet i San Diego, hvilket også vil styrke FCN på længere sigt.
– FCN har igennem adskillige år nydt godt af det flotte talentarbejde i både Ghana og Farum og ikke mindst de synergier, vi arbejder med i Right to Dream for at skabe muligheder for de talentfulde drenge og piger. Vejene kan være mange for de unge mennesker, og på længere sigt vil talenterne i Farum lære endnu mere ved at udfolde sig sammen med andre unge mennesker fra akademierne i Ghana, Egypten og USA. Vi er derfor både stolte over og taknemmelige for, at Marcus og Jeppe har valgt at blive i Right to Dream-familien.
Marcus Ingvartsen:
– Det er rart at have fået fremtiden på plads, og så er det ellers bare fuld fokus på det, der sker her i FC Nordsjælland. Vi er i gang med en spændende sæson, hvor vi stadig har sjove ting at spille for. Vi skal gå fuldt ud efter pokalen og holde os til i toppen af Superligaen og se, hvad det kan blive til – personligt vil jeg meget gerne spille europæisk fodbold igen til efteråret, så det går vi efter. Nu er alt det praktiske på plads for 2025, og så er fokus ellers rettet mod FC Nordsjælland indtil da.
Jeppe Tverskov:
– Det bliver et spændende eventyr, og det er selvfølgelig også noget, jeg glæder mig til, når den tid kommer. Jeg har spillet rigtig mange år i Superligaen, og jeg synes stadig, at det er fedt at træde ind på de danske stadions, men jeg tror også, at det bliver sjovt at opleve andre dele af fodboldverdenen.
– Målet er fortsat at skabe en masse spændende oplevelser for alle i og omkring FC Nordsjælland. Den første tid her i klubben har allerede budt på mange af dem, og det har kun givet lyst til at smage på endnu mere. Før min ankomst havde jeg aldrig prøvet at spille et europæisk gruppespil, som vi gjorde i efteråret, men det er helt sikkert noget, jeg gerne vil opleve igen på den anden side af sommeren her i FCN. Vi er heldigvis i en position, hvor vi har muligheder i både pokalen og ligaen, og det vil fokus være rettet 100 % mod.
FC Nordsjælland er p.t. placeret som nummer fire i 3F Superligaen og tager lige straks hul på mesterskabsspillet, hvor dobbeltopgør mod FC København, Brøndby IF, FC Midtjylland, AGF og Silkeborg IF venter.
Derudover er FCN klar til pokalsemifinalen, som afgøres over to kampe. Modstanderen er AGF, og det første opgør spilles hjemme i Right to Dream Park fredag den 29. marts kl. 16:30 – du kan købe billetter til kampen her.
Du kan også købe en slutspilspakke, som giver adgang til både pokalsemifinalen og de fem slutspilskampe på hjemmebane – læs mere om slutspilspakken her.