Chris Sargeant efter kvartfinale sejren: Vi vil forsvare pokalen
09.03.2024 16:26
Lørdag eftermiddag sparkede Kvindeliga-holdet foråret i gang, da vi var en tur i Dalum for at spille pokalkvartfinale mod Dalum/Næsby.
Dalum/Næsby spiller til daglig i 2. Divisionen, hvorfor vi var store favoritter til dagens opgør. Niveauforskellen mellem de to hold viste sig også fra kampens indledning, hvor FC Nordsjælland styrede kampen med hård hånd.
Det blev til en meget overbevisende 3-0-sejr i dagens opgør, hvilket betyder, at vi nu er i semifinalen i Kvindepokalen, og fortsat har muligheden for at gentage sidste sæsons triumf og genvinde titlen. Chris Sargeant var glad for at åbne foråret med en overbevisende sejr og sikre en plads i pokalsemifinalen.
- Jeg er virkelig glad for, at vi nu er i semifinalen. Vi er forsvarende mestre i pokalturneringen, og vi vil selvfølgelig gerne forsvare titlen, så det var vigtigt, at vi spillede os i semifinalen. Vi fik resultatet, og det var det vigtigste for os i dag - og vi gjorde det på flot vis.
- Det var fantastisk at komme i gang igen. Man kunne mærke nerverne før kampen var tilbage igen og man kunne mærke begejstringen i omklædningsrummet, så det var fedt. Vinterpausen er ret lang for alle, og det føles nogle gange som en evighed, så det er dejligt at komme i gang igen og ingen bedre måde end at spille en pokalkvartfinale.
Selvom det kun blev til en 3-0-sejr i dagens opgør, var der aldrig tvivl om, hvem der var det bedste hold, hvilket glæder cheftræneren.
- Vi gjorde det rigtig fint i dag, og jeg er meget tilfreds med vores indsats og resultatet. Jeg syntes, at vi spillede fint i dagens kamp. Vi formåede at kontrollere spillet, og vi gav ikke mange chancer væk og fik omvendt selv skabt nogle gode chancer, hvor vi fik kombineret os igennem deres organisation.
- Vi kunne godt havde været endnu bedre på bolden, skabt mere tempo i spillet og været mere koncentreret i enkelte momenter, men generelt set var det en god præstation. Vi gjorde, hvad der var nødvendigt – scorede tre mål og skabte også chancer til mere end det, så det var dejligt at se. Det er endnu et skridt i den rigtige retning.
Fantastisk opbakning i Dalum
Selvom vi spillede langt væk fra Farum, var det ikke til at mærke på banen, da vores fans havde mødt talstærkt op til dagens kvartfinale i Dalum. Det var naturligvis også noget Chris Sargeant og resten af holdet lagde mærke til, da der var god stemning under hele kampen, FC Nordsjælland-bannere og flag og flotte klapsalver efter kampen. - Det var helt fantastisk at mærke. Det viser, hvor langt vi er nået. For et år siden var det ikke mange fans, vi havde med på udebaneture, og i dag har de kørt flere timer for at vise os støtte her i Dalum, så det sætter vi kæmpestor pris på. Det betyder meget for os, og vi håber, at det fortsætter. Vi har to vigtige hjemmebanekampe forude i Kvindeligaen, hvor vi håber at se mange af vores fans på lægterne, da vi har brug for deres støtte. Det var en fantastisk opbakning, vi fik i dag.