Opdatering fra akademiet: Mange gode kampe og præstationer

08.05.2024 12:23

Fire uger er gået siden, vi sidst fik en opdatering fra vores to U19-hold, og det har været to meget forskellige programmer for de to hold.

U19-drengene har haft et travlt kampprogram, hvor de har spillet seks kampe i U19 Ligaen og en pokalsemifinale mod B93. Omvendt har U19-pigerne kun været i aktion to gange i U19 Ligaen, hvorfor de fremover ser ind i et travlt program.

Vi har taget en snak med de to cheftrænere om, hvordan april måned generelt set forløb, og retter fokus mod et par kommende travle uger for begge hold, der blandt andet inkluderer mange ligakampe og en pokalfinale.

U19-drenge

U19-drengene har spillet seks kampe i U19 Ligaen og en pokalsemifinale i løbet af de sidste fire uger. Vi har sammen med Sune Jensen stillet skarpt på de sidste fire ligakampe, hvor vi har mødt FCM, Lyngby og FCK to gange.

Kampene har resulteret i otte point, hvor det blandt andet er blevet til en sejr over FCK og Lyngby. Cheftræneren fortæller, at det har været nogle gode kampe med høj intensitet.

- Det har været nogle rigtige gode kampe i forhold til, at der har været meget intensitet og tempo i kampene – især de to mod FCK og den mod FC Midtjylland. Lyngby var en lidt anden modstander end de to andre, men kom med høj intensitet, da de altid gerne vil slå os, så der er lidt særlig lokalrivalisering der. Det var generelt set nogle gode U19-kampe på et højt niveau.

- Spillerne er helt naturligt mere presset på tempoet i de her kampe, da der er mange gode spillere på banen på samme tid, og det presser helt automatisk tempoet op. Dertil har vi også mødt nogle hold, som gerne vil spille i et højt tempo i form at få holde bolden i spil og presse højt. Så derfor skulle spillerne være endnu mere effektive og skarpe i deres aktioner.

Næste opgave er på lørdag, hvor U19-drengene skal møde Esbjerg på udebane, og Sune Jensen har fuld fokus på opgaven selvom, der venter en pokalfinale blot fire dage efter.

- Vi tager en kamp ad gangen, og den næste vigtige kamp er i Esbjerg på lørdag. Derefter har vi en pokalfinale på onsdag, som fokus bliver rettet mod efter weekendens kamp. Vi glæder os til alle de resterende kampe. Der er fem kampe tilbage i denne sæson, og vi glæder os til at få sluttet sæsonen godt af.

- Vi vil som altid gerne prøve at dominere ved at få fat i bolden så hurtigt som muligt. Vi skal finde balancen mellem at kontrollere bolden og samtidig være fremadrettet i vores spil, så vi også angriber Esbjergs mål. Esbjerg plejer at være et hold, der gerne vil presse højt og skabe en åben kamp, så det skal vi kunne bruge til vores fordel. Vi håber at kunne tage kontrollen på bolden og forhåbentlig lave en masse gode mål.

Med en 2-1-sejr over B93 i semifinalen har U19-drengene spillet sig i Ungdomspokalfinalen. Kampen bliver spillet på onsdag på Tingbjerg Ground, og vi møder FC Helsingør.

Sune Jensen glæder sig til pokalfinalen, men er også meget opmærksom på spillernes spændingsniveau til onsdagens opgør.

- Der er altid lidt ekstra på spil, når det er en finale. Der kommer ofte lidt mere intensitet i kampen, og man kan mærke på spillerne, at spændingsniveauet er lidt anderledes. Pokalen er altid lidt særlig, hvorfor det ofte bliver lidt mere en 50/50-kamp, end det måske havde været, hvis vi havde mødt dem i en turnerings- eller træningskamp. Så det bliver spændende.

- Det er også en af grundene til, at et hold som Brøndby blandt andet kan ryge ud til B93 i pokalturneringen. Så det er nogle anderledes kampe i pokalen, så vi ser frem til en intens kamp, hvor der forhåbentlig er godt vejr, en god bane og nogle tilskuere til at skabe en god stemning omkring kampen. Så vi ser naturligvis frem mod pokalfinalen, men første opgave er Esbjerg i weekenden, og det er her vores fokus er nu.

- Vi vil altid gerne spille så hurtigt som muligt, og så må vi se, hvad banen tillader. Vi kan godt lide at spille hurtig fodbold, og så er det sådan set ligegyldigt, om vi spiller på græs eller kunst.

U19-piger

U19-pigerne har været i aktion to gange siden sidst, hvor det er blevet til fem point. De fem point er kommet på bagkant af en sejr over Odense Q og en sejr efter straffesparkskonkurrence over de forsvarende mestre fra AGF.

Efter en pause på over en måned var det en spændt Emil Aske Strand Hansen, der så sit hold slå Odense Q 5-0.

- Kampen mod Odense Q var den første efter en længere pause, så jeg var lidt spændt på, hvor vi stod og hvordan pigerne reagerede på at skulle spille kampe i ligaen igen. Jeg syntes, at vores reaktion var rigtig god. Forholdene var lidt specielle, da det endte med at være en kamp, der var præget af meget vind, så vi spillede både i med- og modvind.

- Vi kom rigtig godt fra start med et stærkt udtryk på trods af, at det var en meget ung trup, vi havde med til Fyn. Vi havde rigtige mange 2009’ere med, men de var også afgørende, så jeg var ikke andet end meget tilfreds. Vi leverede en god præstation, hvor vi igen holdte nullet, og det var rigtig godt for os i forhold til at bevise over for os selv, at vi stadig godt kan vinde overbevisende i kampe, hvor vi er favoritter.

Det blev en overbevisende sejr over Odense Q, men situationen var lidt en anden, da vi mødte AGF på udebane. Vi tabte til AGF i de nordiske mesterskaber tidligere på året, hvorfor det var et revanchelysten hold, der drog mod Jylland. Kampen endte 1-1, og vi tog de to point, da vi vandt straffesparkskonkurrencen, og præstationen glæder cheftræneren.

- Jeg syntes, at vi også i dette opgør formåede at spille godt ud fra vores forudsætninger og måder at gøre tingene på. Vi havde Sarah Tofft fra Kvindeliga-holdet med, der er fra 2005, og hun sad ved siden af en 2009’er under oplægget, hvilket er ret sigende for den måde, vi gerne vil gøre tingene.

- Pigerne fortjente stor cadeau for præstationen, da vi igen viste, at vi kan spille op med de forsvarende mestre, selvom gennemsnitsalderen på deres hold var to år ældre end vores. Pigerne var så dygtige og disciplineret i hele kampen, og efter at have set den igen, synes jeg også, at vi havde chancer til at vinde kampen. Det udtryk vi efterlader fra kamp til kamp, bliver bedre og bedre.

Emil Aske Strand Hansen er begejstret for, at pigerne har muligheden for at øve sig i at stå i straffesparkskonkurrencer i U19 Ligaen, da han mener, det kan gavne dem i fremtiden.

- Vi tager stadig straffesparkskonkurrencen som en øvelse, da det kan vise sig at være en vigtig læring for mange af vores spillere. Det er selvfølgelig ikke vind eller forsvind i ligaen, men jeg synes, det er en god mulighed for at gøre spillerne mere komfortable ved at skulle sparke i en straffesparkskonkurrence.

- Der er en god sandsynlighed for at mange af vores spillere kan stå i straffesparkskonkurrencer i fremtiden, hvad end det er for diverse landshold eller for vores Kvindeliga-hold, når de forhåbentlig skal spille Champions League-kvalifikationen. Og jeg tror, det har stor betydning, at man har stået i en nogenlunde tilsvarende situation før, når det så for alvor gælder. Pigerne løste det rigtig flot, og som jeg også sagde til dem, så havde vi uanset udfaldet af straffesparkskonkurrencen spillet en utrolig god kamp.

Efter en periode uden så mange kampe i den hjemlige liga ser U19-pigerne snart ind i et program, hvor de skal spille syv kampe på fem uger. Cheftræneren glæder sig til at se pigerne blive testet i et travlt kampprogram.

- Vi kommer til at gå ind i et kampprogram, der har lidt internationale vibes, hvor vi spiller flere kampe om ugen. Det bliver fed prøvelse for pigerne at opleve, hvordan det er at spille i et så kompakt program. Dertil er det også godt for spillerne at prøve kræfter med at skulle spille en kamp og derefter have fuld fokus på restitution frem mod den næste kamp. Det er syv kampe på halvanden måned, men det bliver spændende, og jeg er sikker på, at det nok også skal blive fedt.

Signe Antvorskov, Flora Højer og Signe Tingager er blot et par stykker af de U19-spillere, der i denne sæson har fået debut på Kvindeliga-holdet, og det glæder Emil Aske Strand Hansen at se forbindelsen mellem de to hold.

- Det er selvfølgelig en kæmpe motivation, at pigerne selv kan se, at udsigterne til at spille de sjoveste og mest betydningsfulde kampe i Kvindeligaen ikke er så lange igen. Det er selvfølgelig bedst statueret med Signe Tingager, Flora Højer og Signe Antvorskov i denne sæson, men man skal ikke glemme, at mange på Kvindeliga-holdet stadig har alderen til at kunne spille U19-fodbold.