Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Hæsblæsende underholdning og tre point mod Silkeborg
12.05.2024 21:18
FC Nordsjælland sikrede sig søndag aften slutspillets sjette sejr ud af syv mulige, da vi på hjemmebane slog Silkeborg med 4-1.
De nykårede pokalmestre fra Silkeborg var søndag aften på besøg i Right to Dream Park til en kamp, der skulle vise sig at byde på underholdning fra første fløjt.
Efter 20 minutter stod kampen 1-1, men der kunne let være scoret som minimum det dobbelte. Allerede efter ét minut var Conrad Hader tæt på at bringe os i front, da han kom alene igennem med Nicolai Larsen i Silkeborg-målet. Afslutningen blev dog reddet af den rutinerede keeper - og i stedet var det Silkeborgs Stefan Thordarson, der på det efterfølgende angreb kunne bringe gæsterne i front på et flot langskud.
Herefter fulgte et intenst stormløb mod Silkeborgs mål - og efter 18 minutter kom forløsningen, da Jeppe Tverskov kunne heade et hjørnespark i mål.
Resten af halvlegen kunne ikke helt hamle op med den hektiske indledning - omend FC Nordsjælland stadig sad solidt på spillet og kom frem til et par pæne chancer. Eksempelvis fem før pausefløjt, hvor Ibrahim Osman blev spillet fri til en hovedstødschance i midten af straffesparksfeltet - men igen var Nicolai Larsen på plads i Silkeborg-målet.
Den stod derfor 1-1 ved pausefløjtet.
Dobbelt norsk og drømmemål
FC Nordsjælland fortsatte dominansen i anden halvleg og det virkede som et spørgsmål om tid før scoring nummer to ville falde.
Den kom da også med tyve minutter igen, da Ibrahim Osman på fornemmeste vis lagde bolden af til Andreas Schjelderup, der fra midten af egen banehalvdel satte en direkte kurs mod Silkeborg-målet. Og selvom han var én enkelt mand mod fire Silkeborg-forsvarer lykkedes det normanden at komme fri til afslutning og udplacere Nicolai Larsen.
Men Schjelderup var slet ikke færdig - og med fem minutter igen blev han sendt afsted i en kontra. Igen havde nordmanden is i maven, tog et træk ind i feltet og satte bolden i kassen i fjerneste hjørne.
Indskiftede Benjamin Nygren ville også lege med og overtiden gjorde han det til slutresultatet 4-1.
Dermed blev det til sjette sejr ud af syv mulige i mesterskabsspillet for FC Nordsjælland.
Tilfreds Cheftræner
Efter kampen var Cheftræner Johannes Hoff Thorup tilfreds - særlig for den måde, holdet slog tilbage på efter det tidlige Silkeborg-mål. - Jeg så en rigtig god start for os. Paradoksalt nok indkasserer vi et mål tidligt på et langskud, som bare er høj individuel klasse. Men jeg så spillere, som kom ud over stepperne og var angrebsivrige fra start og laver rigtig mange gode chancer. - Stor ros til den måde, vi håndterer tingene på, når vi kommer bagud. For det har ingen effekt på vores spil. Vi kører derudaf og bliver ved med at angribe - og vi ved, at hvis vi bare holder os til vores struktur og vores stil, så kommer chancerne. Og så handler det for os om at være så dygtige som muligt til at udnytte dem. - Jeg synes virkelig, at minutterne efter deres mål er rigtig gode - og generelt var der rigtige mange gode ting fra os i første halvleg. - Man kan ikke forvente, at vi skaber så mange chancer, som vi gør i dag i hver kamp. Men vi synes jo, at vi er godt kørende - og der er mange spillere, som har vind i sejlene og bliver ved med at angribe. Det jeg er mest tilfreds med, det er tilgangen. At vi bliver ved med at søge de næste chancer. - Hvis vi kan spille med den frigjorthed her i de sidste kampe, så kommer det til at give os de chancer, vi skal bruge. Og så er vi forhåbentlig et godt sted. - Vi har allerede en vigtig kamp igen på onsdag på Brøndby Stadion. Og vi brug for al den støtte, som vi også fik fra tribunerne i dag. De skal sætte pris på, at det er nogle fede kampe, der er i vente nu. Og vi håber selvfølgelig at se så mange som muligt på onsdag, for det har en kæmpe betydning for os. Næste kamp er allerede onsdag, når vi skal en tur til Brøndby Stadion. Kampen sparkes i gang klokken 20.00 - og du kan sikre dig billetter til opgøret her 👇