FCN siger farvel til fire spillere fra Superliga-truppen
19.05.2024 10:35
Mandag slutter vi hjemmebanesæsonen af med et regulært topbrag mod FC Midtjylland, hvor der skal jagtes både medaljer og mulighed for europæisk fodbold.
Afslutningen på en vild og spændende hjemmebanesæson betyder ikke kun, at der skal kæmpes for endnu en sejr i Right to Dream Park.
Det betyder også, at vi skal sige farvel og tusind tak for indsatsen til fire spillere i form Martin Frese, Ibrahim Osman, Andreas Schjelderup og Christian Rasmussen.
Martin Frese har kontraktudløb efter denne sæson, mens Ibrahim Osman skifter til Brighton & Hove Albion Football Club fra Premier League. Andreas Schjelderup og Christian Rasmussen kom begge tilbage til FCN i september på lejeaftaler, der udløber efter sæsonen.
Herunder kan du læse sportschef Jan Laursen sætte nogle indledende ord på de fire spillere, som der vil være mulighed for at hylde og sige pænt farvel til inden kickoff på mandag.
Efter sæsonen vil vi følge op med interviews og hilsener med spillerne, så hold øje med fcn.dk og vores sociale medier.
Martin Frese
– Frese har jo en lang historik her i klubben, og man kan ikke give ham nok kredit for at være den holdspiller og klubmand, han er og altid har været. Han giver sig altid 100 procent og har vist enorm mental styrke, ikke mindst når han har skullet kæmpe tilbage fra alvorlige skader. Han har vokset sig stor og stærk – og har udviklet sig til en abolut nøglespiller. – Samtidig har Frese været igennem stort set hele akademiet og taget de skridt, vi meget gerne ser – både spillemæssigt og som person – og derfor håber vi klart, at det bliver et "vi ses" i stedet for et farvel. Det bliver spændende at følge ham og forhåbentlig se ham tilbage i FCN på et tidspunkt. Det er en fantastisk spiller og en fantastisk person, og han fortjener al mulig held og lykke med det næste kapitel.
Ibrahim Osman
– Osman er endnu en spiller, der er kommet fra vores fantastiske akademiarbejde og kun skulle bruge nogle få U19-kampe til at hoppe direkte ind i Superligaen og være afgørende stort set fra dag ét. Her godt 50 kampe senere er han blevet en stor profil på holdet og i 3F Superligaen – og klar til at tage til verdens største liga efter sæsonen. – Kæmpe kredit til Osman selv og de mange trænere og det øvrige personale både i FCN og Right to Dream i Ghana, der har bidraget til hans fantastiske udvikling. Han er blevet ved med at levere, efter at han allerede i vinter fik sit Premier League-skifte på plads. Han har været motiveret, dedikeret og har konstant fortsat sin udvikling. Han er en spiller, folk kommer på stadion for at se – ikke mindst på grund af sine spektakulære mål og aktioner. Det har været en kæmpe fornøjelse at have ham i FCN, og vi glæder os til at fælge ham på den videre færd.