Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Farvel til Christian Rasmussen: Ser tilbage på store oplevelser
28.05.2024 11:17
3F Superliga sæsonen 23/24 er slut - og det er blevet tid til at tage afsked med de spillere, der ikke længere vil være at finde i klubben, når den nye sæson sparkes i gang i Juli.
Én af dem er Christian Rasmussen, der på sidste dag i sommerens transfervindue vendte retur til FC Nordsjælland på en lejeaftale fra Ajax.
Christian Rasmussen, der har haft sin fodboldopvækst på FC Nordsjællands akademi, skiftede til Ajax som 16-årig, inden han nåede at få debut for FC Nordsjællands Superliga-hold. Den debut fik han så i den netop afsluttede sæson, hvor det blev til 33 kampe og seks mål - og Rasmussen er glad for de oplevelser, han har haft i det lille år, han har har været tilbage i Farum.
Christian Rasmussen
- Det har været dejligt at komme tilbage igen. Og det er fedt at komme tilbage til en klub, som er kommet så langt, men alligevel forbliver tro mod deres principper. Der bliver spillet på præcis samme måde, som da jeg forlod klubben, og det var derfor også nemt for mig at tilpasse mig.
- Sæsonen har været virkelig spændende med både Europa, Superliga og pokalturneringen. Det har været fedt at være en del af og det har givet mig en masse store oplevelser. Det er noget, jeg kommer til at se tilbage på med stor glæde.
- Det har været rigtig godt for mig - både personligt og for min udvikling - at komme tilbage. Mit kriterie da jeg valgte FCN sidste sommer var, at jeg skulle tilbage og få en masse førsteholds-erfaring. Og det synes jeg, at jeg har fået. Så jeg er tilfreds med mit ophold og det, jeg har opnået.
- Jeg vil gerne takke FCN-fansene for den måde, de tog imod mig på. Jeg følte mig velkommen fra dag ét. Jeg tror ikke, at der var så mange, der kendte mig, da jeg forlod klubben, men de tog mig tilbage som om de havde kendt mig hele livet. Det er jeg virkelig glad for.
- Og jeg vil også gerne takke spillertruppen og hele staben. De gjorde det meget nemt for mig at falde til og føle mig som en del af holdet på meget kort tid.