Ugen på akademiet: Slutspurten og vigtige kampe

04.06.2024 10:30

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og det betyder også, at de fleste sæsoner enten har nået sin afslutningen eller de sidste kampe er lige op over.

U19-drengene spillede i lørdags sæsonens sidste kamp, da de spillede 1-1 hjemme i Right to Dream Park mod Brøndby IF. U19-drengene kan derfor se tilbage på en 2023/24 sæson, hvor de hev en pokaltitel hjem til Farum og endte på en fjerdeplads i U19 Ligaen.

Dertil har vi set flere U19-spillere tage skridtet op til Superliga-truppen, hvor Conrad Harder har gjort sig særligt bemærket. Sæsonen kan derfor på mange måder siges at være vellykket for U19-drengene, der har haft en god udviklingskurve under Sune Jensen sæsonen igennem.

Modsat U19-drengene er U19-pigerne langt fra færdige med sæsonen, da der venter fire vigtige kampe i den hjemlige liga. Vi har derfor taget en snak med cheftræner Emil Aske Strand Hansen om den seneste tid og de kommende opgaver.

U19-piger

U19-pigerne har været i aktion tre gange siden sidst, hvor den har stået på tre hjemmekampe mod Vildbjerg og Brøndby IF. Førstnævnte har vi mødt to gange på grund af en udsat kamp fra efteråret.

Den første kamp mod Vildbjerg var en medrivende fodboldkamp, hvor gæsternes 3-0-føring ved pausen ikke viste sig at være nok til at tage point med hjem fra Farum. Emil Aske Strand Hansen fortæller meget ærligt om en kamp, hvor vi kæmpede lidt med tingene i starten, men løste det på rigtig flot vis i anden halvleg.

- Vi fik lidt en uheldig start, hvor vi kom bagud efter halvanden minut. Og så skal vi også give stor cadeau til Vildbjerg, da de virkelig straffe og udstille nogle af vores svagheder. Vi var ikke så gode i vores attacking balance, omstillingerne og så overrumplede de os fysisk. Derfor var vi bagud 3-0 ved pausen, inden vi fik set os om.

- Det var ikke fordi, vi ikke fik skabt chancer i første halvleg, men da vi kom ind til pausen, snakkede vi om, at alt det vi havde forberedt os på kunne ske mod Vildbjerg var sket. Det var der ikke så meget at gøre ved – det måtte vi lære af. Så det eneste vi kunne gøre, var at kløe på. Vi havde intet at tabe, så vi skulle bare ud at give den gas. Det sidste jeg sagde til dem, inden vi gik ud ad døren var, at hvis de ikke troede på det, så kom det ikke til at ske.

- Så forløb det jo som det forløb, og vi fik heldigvis et hurtigt reduceringsmål i starten af anden halvleg. Og så overrumplede vi dem med vores fysik, som kampen skred frem, hvor de blev mere og mere trætte, og vi blev ved med at presse på. Men der skal lyde en stor ros til pigerne for at levere en rigtig god indsats, hvor vi ender med at vinde 5-3 efter at havde været bagud 3-0 ved pausen.

Små to uger efter var Vildbjerg igen på besøg i Farum, men denne gang blev det i følge cheftrænere en mere kontrolleret indsats af U19-pigerne, der tog en sikker 2-0-sejr. 

- Vi var mere i kontrol i den seneste kamp mod Vildbjerg hele kampen igennem. Begge hold har spillerne væk med U19-landsholdet, så det var også en kamp, hvor begge hold var lidt demonteret, men på trods af det var vi i kontrol fra start til slut. Jeg tror, at vi reelt set kun giver en eller to chancer væk og ellers er det os, der sidder på det.

Mellem de to opgør mod Vildbjerg havde vi en onsdag aften besøg af Brøndby hjemme i Right to Dream Park. Kampen var en direkte duel mellem to af rækkens tophold, hvorfor der var meget på spil.

Emil Aske Strand Hansen har gennem hele sæsonen talt om vores meget unge U19-trup, der har gjort det fantastisk på trods af, at vi har mødt hold, som har en gennemsnitsalder, der er 1-2 år ældre. I kampen mod Brøndby må cheftræneren indrømme, at kampen muligvis endte med et nederlag på grund af manglende erfaringer.

- Hvis vi retter fokus over på kampen mod Brøndby, blev vi måske lidt ramt på, at vi har et virkelig ungt hold. Vi går til pause med 0-0, hvor vi egentlig føler, at vi har skabt de største chancer, og det ærgrer os selvfølgelig. Havde vi været en lille smule mere effektive i første halvleg, var vi også gået til pause med en føring.

- Som anden halvleg udviklede sig, så lavede vi lidt personlige fejl på nogle uheldige tidspunkter, hvilket betød, at vi kom bagud 2-0. Derefter fik vi reduceret til 2-1, men de fik hurtigt svaret igen, og fik scoret til 3-1, hvorefter det blev svært. Vi pressede på og fik reduceret til 3-2 med et kvarter igen, og fik lagt tryk på til at udligne, men det lykkedes desværre ikke.

Det var stadig en meget stolt cheftræner, der efter kampen rettede fokus mod pigerne og fortalte, at de skulle være stolte af sig selv.

- Efter kampen sagde jeg til pigerne, at det var en fin kamp for os. Det var fedt at se, at vi med så ungt et hold kunne spille lige op mod et hold som Brøndby. Vi har desværre haft en uheldig vane med at komme bagud i de sidste par kampe, før vi for alvor kommer ind i kampen, så det er noget af det, vi arbejder på i denne uge. Vi skal være klar fra start og dominere kampene så meget som muligt.

Der resterer fire vigtige kampe i sæsonen for U19-pigerne, og den næste opgave er allerede i morgen, hvor vi møder topholdet fra HB Køge på udebane. Det er en kamp, der kan vise sig at have stor betydning for de endelige placeringer i rækken, hvorfor Emil Aske Strand Hansen ser meget frem til opgøret.

- Kampen i morgen kan betyde en masse ting. Den kan både betyde, at det kommer til at se svært ud at vinde ligaen, men omvendt kan den også betyde, at vi melder os helt ind i kampen. I det store billede har kampen også betydning for, om vi har mulighed for at ende i top-2, hvilket giver adgang til de nordiske mesterskaber, hvilket er et af vores helt store mål. Det vil vi rigtig gerne deltage i igen, og vi føler selvfølgelig også, at vi har en revanche til gode fra sidst, vi var afsted.

- Derudover er det en kamp som alle andre. Vi vil stadig gerne dominere kampen på bolden, og vi vil gerne få kampen over på vores præmisser. Vi går ikke på kompromis med, hvem vi er og hvordan vi spiller fodbold, og det er egentlig ligegyldigt, hvem vi møder. Kampbilledet i de andre interne kampe mod HB Køge har været med os i boldbesiddelse, da HB Køge måske nødvendigvis ønsker at presse os højt.

HB Køge har hidtil trukket sig bedst ud af de indbyrdes opgør i indeværende sæson, men mange af deres mål er faldet til sidst i kampene, hvorfor Emil Aske Strand Hansen og resten af trænerteamet har ekstra meget fokus på, at pigerne skal være klar fra start til slut i morgen.

- Vi kommer formentlig til at være mest på bolden igen, og så skal vi være skarpe til sidst i kampen, da de tidligere kampe begge er blevet afgjort de døende minutter. Så det er jo nogle fede kampe, vi plejer at spille. HB Køge har fået de bedste resultater ud af de sidste par kampe, men jeg syntes, at vi har været bedst og mest dominerende på bolden.

Cheftræneren glæder sig over, at der venter så vigtig en topkamp med så meget på spil, og håber, at pigerne kan gå ind til kampen med hovedet højt og glæde sig over situationen.

- Det er altid sjovt at spille mod topholdene, og så er det kun endnu federe, at vi er med et sted, hvor det spidser lidt til. Det er kun en positiv ting, og det har vi gjort os fortjent til gennem en hel sæson, så det er jo bare fedt.