FC Nordsjællands piger rydder bordet
24.06.2024 07:30
Søndag blev en dag fyldt med højt humør og jubel. FC Nordsjællands U14-piger, U16-piger og U19-piger kunne nemlig alle lade sig hylde som danske mestre. Derudover vandt vores U13-piger også tidligere på foråret pokalen.
U14-pigerne har i foråret været det klart bedste hold i U14 Liga Øst, hvor de har vundet alle 14 kampe og slutter sæsonen med en målscore på +88. Derfor var det også allerede inden søndagens kamp mod Brønshøj/Fix sikkert, at de kunne iføre sig guldmedaljerne og hæve trofæet over hovedet, men alligevel blev det til en flot 6-1-sejr søndag eftermiddag.
U16-pigerne havde også sikret sig mesterskabet inden søndagens kamp i Right to Dream Park, men det holdte ikke pigerne fra at levere en flot præstation og slutte sæsonen af med manér. U16-pigerne vandt overbevisende 5-1 over Team OdenseQ og kunne iføre sig guldmedaljerne og løfte trofæet med 57 point efter 21 kampe.
U19-pigerne havde alt at spille for i den sidste kamp, da de skulle bruge en sejr for at sikre sig mesterskabet i U19 Ligaen. Der var et flot fremmøde og god stemningen på lægterne, da kampen mod Team OdenseQ blev fløjtet op i Right to Dream Park søndag. Der skulle ikke gå længe før, at U19-pigerne havde bragt sig foran, hvorfor den gode stemning kun fortsatte. På trods af en overbevisende 3-0-føring efter 25 minutter var det ikke en kamp uden spænding og intensitet. Team OdenseQ bed fra sig og fik reduceret til både 3-1 og 3-2, inden FCN lukkede kampene til sidst til slutresultatet 4-2.
U19-pigerne kronede derfor en utrolig god sæson med et dansk mesterskab og gjorde således både Kvindeliga-holdet, U14-pigerne og U16-pigerne kunsten efter. Vi fik en snak med en glad U19-pigecheftræner kort efter slutfløjt.
"Jeg er stolt"
- Det føles helt fantastisk. Det føles rigtig godt. Jeg er rigtig glad på pigernes vegne, da jeg synes, at de har arbejdet utrolig hårdt i den her lange sæson for at kunne nå det her mål. Så det er virkelig fedt, at det lykkedes. - Kampen blev lidt nervøs på et tidspunkt, så da OdenseQ får reduceret til 3-2, må jeg nu nok sige, at jeg blev en lille smule nervøs på bænken. Da forløsningen så kom med vores scoring til 4-2, så var det en kæmpestor lettelse, og vi kunne så småt begynde at fejre, at vi blev mestre. - Det har været en utrolig fed sæson. Jeg synes, at vi har set en kæmpestor udvikling hos pigerne fra, da vi startede sæsonen til, hvor vi er i dag. Det er et helt andet udtryk, vi spiller med. Det hele er affødt af, at pigerne arbejder hårdt hver eneste dag på træningsbanen og har været åbne over for at lære nye ting. - De har gjort det så fantastisk hele sæsonen, og jeg er stolt over den måde, vi har hevet mesterskabet hjem på, da vi har gjort det på vores måde. Vi spiller fodbold, der er attraktivt og udvikler spillerne, så jeg er virkelig glad og stolt over vores præstationer.