FC Nordsjælland forlænger med Cecilie Larsen
12.06.2024 11:56
FC Nordsjælland har forlænget aftalen med vores 23-årige midtbanespiller Cecilie Larsen med yderligere et år.
Dermed kan Cecilie Larsen se frem til endnu flere kampe i den rød-gule FCN-trøje, som hun har repræsenteret 91 gange siden, hun kom til klubben i januar 2020.
Jessica Davis, sportschef for Kvindeliga-holdet:
- Vi er meget glade for at kunne forlænge kontrakten med "Cil”. Hun har været en rigtig stor del af klubben i flere sæsoner nu – og særligt i denne sæson er hun virkelig vokset – både på og uden for banen.
- Selvom Cecilie kun er 23 år, så er hun en af vores mest rutinerede spillere, som de yngre spillere på holdet kan læne sig op ad. Hun kender alt til vores spillestil og er rigtig god til at eksekvere den. Så hun har bevist, at hun altid er en spiller, som vi kan stole på.
- På grund af nogle skader blev hun placeret på en position som kantspiller, som hun ikke var så vant til. Og hun gjorde det virkelig godt. Hun skaber en masse ro og stabilitet for os, så hun er en rigtig vigtig spiller for os.
- Det at hun kan optræde på så mange forskellige positioner på banen – både offensivt, på kanten og på den centrale midt gør, at hun er et rigtig godt våben for os at have på holdet.
Cecilie Larsen:
- Jeg er utrolig glad og stolt over, at klubben har valgt at forlænge kontrakten med mig. Jeg har det rigtig godt i FC Nordsjælland. Det er min anden familie, så det betyder meget for mig, at jeg kan kigge ind i at spille en masse flere kampe for klubben.
- Det er lidt sjovt, at man som 23-årig kan være en af de gamle på holdet. Men det er jo tilfældet her - og jeg synes, at det falder mig naturligt at være en spiller, som de yngre kan læne sig op ad. Samtidig synes jeg, at vi har fået bygget en virkelig god kultur og hold op, så det er rigtig fedt at være en del af FCN.
Født: 31. januar 2001 Debut for førsteholdet: 6. juni 2020