Foto: Frederikke Jensen / Gonzales Photo
Europæisk fodbold sikret: To finaler tilbage
09.06.2024 14:25
Søndag eftermiddag blev sidste hjemmebanekamp i Right to Dream Park spillet, da vi fik besøg af Kolding IF. Det var et opgør, hvor vi med en 2-0-sejr sikrede os europæisk fodbold i næste sæson, da vi med de tre point er sikre på top-2. Det betyder samtidigt, at vi genvinder førstepladsen i Gjensidige Kvindeligaen med kun én runde tilbage. Der skal Kvindeliga-holdet til Brøndby lørdag d. 15. juni, der derfor er en direkte duel om at vinde mesterskabet i Kvindeligaen. FCN-holdet kan nøjes med uafgjort, der er nok til at sende guldet hjem til Farum igen.
Kampen mod Kolding var en affære, hvor der stod FCN på det meste af kampen. Efter 37 minutter bragte midtbanespilleren Josefine Funch os på 1-0 på en flot scoring, hvilket sendte Kvindeliga-holdet godt ned til pausen. Det kunne man se resultatet af fra første fløjt i anden halvleg, hvor holdet virkeligt formåede at presse Kolding IF godt ned. Vi skulle dog helt hen til det 92. minut, før vi fik den endelige afgørelse på kampen. Her fik Anna Walter en friløber, hvilket hun på sikker vis omsatte til kampens resultat på 2-0.
Derfor venter der to finaler for Kvindeliga-holdet, der udover at kunne sikre sig mesterskabet i Gjensidige Kvindeligaen, også skal møde Brøndby i Gjensidige Kvindepokalen i Herning d. 19. juni.
Det var en glad cheftræner, Chris Sargeant, der er imponeret over dagens kamp samt ser frem til de to finaler, der venter for Kvindeliga-holdet.
Mentalitet
– Det er utroligt og fantastisk. Jeg er blæst bagover af spillernes mentalitet og niveau. Spillerne og trænerstaben arbejder så hårdt, så jeg er virkelig glad for, at vi har sikret os top to. Der er dog også en stor del af mig, der tænker, at nu skal vi bare videre til den næste. Vi skal nyde i dag og det, spillerne har opnået. De har skabt historie for klubben allerede nu, og det skal de nyde.
Fantastisk sejr
– Vi spillede en fantastisk kamp i dag. Hele ugen har vi været bevidste om, hvad de forskellige resultater kunne betyde for os – samt hvor vigtig de tre point i dag ville være. Vi kan kun kontrollere egen performance, hvilket vi var fantastiske til i dag. Alle bidrager – både spillerne på bænken og dem, der sidder ude. Det giver ekstra energi til de spillere, der spiller, hvilket vi så resultatet af i dag. Vi skabte en masse chancer, hvor vi måske skulle have scoret nogle flere. Men det er fantastisk at se, at vi kan bevare momentum i en tilspidset del af sæsonen.