Optakt inden FC Midtjylland: Fokus på fysikken
26.07.2024 18:50
I sidste weekend fik vi skudt 3F Superligaen i gang igen, da vi tog en hjemmebanesejr på 3-0 over nyoprykkede AaB. Det var kulminationen på flere ugers hårdt arbejde, hvor man efter længere pauser har et ekstra fokus på fysikken.
Det beskriver vores Head of Physical Development, Anders Peter Lund.
Fra preseason til sæsonstart
– Preseason, der leder op til den første kamp, har ofte et stærkt fokus på det fysiske aspekt, hvor spillerne bygges op, så de kan holde til en hel sæson og samtidig præstere på et højt fysisk niveau i alle kampene. – Vores off-season (spillernes ferie) adskiller sig en smule fra andre klubber, da vi lægger vægt på mange sprintøvelser. Når spillerne træner hjemme i deres ferie, udfører de overvejende forskellige typer af sprinttræning frem for lange løbeture. Denne tilgang har vist sig at være fordelagtig i de forløbne sæsoner, hvor vi har kunnet træne meget hårdt fra dag ét. Fra et solidt grundlag øger vi gradvist træningsmængden og intensiteten frem mod den første kamp, hvor spillernes fysiske formåen virkelig bliver udfordret med nogle nøgletræningspas som skal sikre, at deres fysik er forberedt på de værste udfordringer. – Nu hvor sæsonen er i gang, er vi fysisk klar, selvom jeg mener, at vi stadig kan blive endnu bedre. I preseason tillod vi spillerne at gå til vores træningskampe med trætte ben, da fokus udelukkende var på at blive klar til sæsonen. Men nu handler det om at præstere hver weekend, så derfor er der større fokus på, at spillerne får den nødvendige restitution frem mod kampene. Vi sigter stadig efter at have masser af god og hård træning hver uge, så spillerne fortsat udvikler sig på alle parametre. – Vi ønsker at være intense i vores spillestil, så højintensive løb, sprints, retningsskift og små hurtige bevægelser er essentielle for at vi lykkes. Disse parametre er også en naturlig del af vores daglige træning, hvor spillerne presses til at udføre hver enkelt aktion med høj kvalitet og intensitet, så vi træner så tæt på kampforholdene som muligt. – Tæt samarbejde mellem den fysiske og den tekniske stab er derfor essentielt, da vi i fællesskab skaber måden, vi vil spille på, så vi står godt rustet til at møde FC Midtjylland på lørdag.
Træning med intensitet
Daniel Svensson oplever også, at arbejdet med fysikken i preseason er hårdere – selvom holdet træner med høj intensitet hele sæsonen, forklarer han. – Selvom sæsonen er startet, træner vi stadig med høj intensitet. Det er selvfølgelig ikke lige så meget, som når vi er i preseason. Her handler det meget om, at vi alle skal komme tilbage i kampform efter en sommerpause. Vi holder os selvfølgelig i gang, selvom vi har pause, men det handler også om at ma skal i kampform hvilket er noget mere krævende for kroppen at komme i. – Når sæsonen er startet, er der meget fokus på, hvilken modstander vi skal spille imod – og hvordan vi fysisk og spillemæssigt sætter os op til den konkrete kamp. Der er lidt højere intensitet på træningen i forhold til sidste sæson, hvor vi også spillede Conference League. Der handlede det mere om, at vi skulle nå at få hvile, da vi havde flere kampe. Nu har vi derfor mere tid mellem kampene, hvilket åbner muligheden for at vi kan træne hårdere – og oftere.