Fønsskov Olsen efter AZ: Det var en god test
06.07.2024 19:19
Lørdag eftermiddag var det tid til træningslejrens første store test, da vi mødte fjerdepladsen fra Æresdivisionen i den forgangne sæson, AZ Alkmaar, i en træningskamp over 3 X 40 minutter.
Dagens opgør kan i grove træk deles op i to kampe, hvor vi i de første 60-65 minutter spillede med de samme 11 spillere og derefter skiftede hele holdet og lavede enkelte ændringer undervejs. Du kan se de to startopstilinger her🔻
Indskiftede spillere derefter: William Lykke, Justin Janssen, Milan Iloski og Caleb Yirenkyi.
De første små 65 minutter forløb i et rigtig højt tempo, hvor AZ Alkmaar pressede utrolig højt og med en masse intensitet i deres aktioner. Det fik også betydning for, at hjemmeholdet kort inde i første halvleg kunne sparke bolden ind bag Andreas Hansen til 1-0 efter en god presaktion.
I minutterne efter skulle vi lige finde fodfæste i kampen igen, men med gode opspilssekvenser og kølighed på bolden fik vi stille og roligt arbejdet os tilbage i kampen. Desværre gik der ikke mere end 15 minutter før bolden igen lå i netmaskerne bag Andreas Hansen, hvorfor AZ Alkmaar gik ind til den første pause foran 2-0.
I anden halvleg kom vi godt ud og fik mere styr på spillet, hvilket også resulterede i en reducering efter en god times spil. Benjamin Nygren kom først på en løs bold inde i feltet og sparkede den sikkert ind.
Kort tid efter skiftede vi hele holdet, og mange af de unge drenge kom ind og fik nogle værdifulde minutter i benene – blandt andet et midterforsvar bestående af 17-årige Noah Markmann og 17-årige Markus Walker fra U19-holdet, ligesom andre U19-drenge i form af Justin Janssen og Caleb Yirenkyi også fik spilletid. Efter en god og dominerende FCN-start fik AZ Alkmaar overtaget mod vores unge drenge.
Det blev en kamp med mange gode elementer og en masse læring, og cheftræner Jens Fønsskov Olsen var glad for at blive testet mod et virkelig godt hold.