Academy to Superliga: William Lykke forlænger og rykker op i Superliga-truppen

11.07.2024 09:34

19-årige William Lykke har sat sin signatur på en ny kontrakt med FC Nordsjælland, så den nu løber frem til sommeren 2028.

Det betyder samtidig, at den talentfulde målmand – som har taget turen op gennem akademiet fra U12 – rykker permanent op i Superliga-truppen. Her slutter han sig til vores dygtige målmandsgruppe, der også består af 28-årige Andreas Hansen og 21-årige Andreas Gülstorff.

William Lykke var i sidste sæson udlejet til Hillerød Fodbold, hvor han fik mange værdifulde erfaringer med at spille seniorfodbold i den næstbedste række, hvorfor det er en mere moden keeper, der er kommet tilbage til FC Nordsjælland.

Fra opstartens første træningsdag har han været en del af Superliga-truppen – et skridt, som han altid har drømt om. 

William Lykke

- Jeg har været i klubben siden U12, så det har altid været en drøm at være en del af førsteholdet i FC Nordsjælland. Jeg har siddet og set Superliga-holdet spille på stadion, siden jeg var helt lille, så det er fedt at være en del af den gruppe nu. - Jeg ser det som et klap på skulderen for det hårde arbejde, jeg lægger i det hver dag, og en anerkendelse af min vilje til at ville lykkes i FCN. - Inden jeg sidste sommer tog til Hillerød på mit lejehold, havde jeg kun erfaring fra U-kampe og et par ungdomslandskampe, så det var virkelig godt for min udvikling at komme op og spille fast seniorfodbold. Jeg lærte, hvad seniorfodbold indebærer, så lejeopholdet var virkelig gavnligt for mig. Jeg er nu tilbage i FCN, mere moden og med en masse ny erfaring, men også med en indsigt i, at jeg stadig har en masse at lære endnu. - FC Nordsjælland har altid været den rigtige klub for mig og min udvikling. Klubben har altid været god til at vise tiltro til unge spillere og udvikle dem til det næste niveau. Dertil passer spillestilen rigtig godt til mig, hvorfor jeg ikke kunne forestille mig et bedre sted at være lige nu.

Phil Radley, Director of Football i FC Nordsjælland:

- Vi er meget glade for at have forlænget med William. Han har et stort potentiale – og har allerede fået sat yderligere skub i sin udvikling gennem lejeopholdet hos Hillerød Fodbold i 1. division i sidste sæson. Nu rykker William permanent op i Superliga-truppen, hvor han hver eneste dag kan lære fra holdkammerater og trænerne og dermed arbejde hen mod målet om at starte i FCN-målet en dag – hvilket vi har en stor tro på.

 

Alexander Riget, teknisk direktør i FC Nordsjælland:

– William har været inde i en rigtig god udvikling de seneste par sæsoner, og så har et års lejeophold i Hillerød været godt for hans udvikling, hvor han har fået god erfaring ved at spille en sæson i 1. division. Mens William har været på leje i Hillerød, har han ligeledes deltaget i træninger med førsteholdet her i klubben, og der skal lyde en stor ros til vores dygtige målmandstrænere, der sammen med William har været med til at udvikle ham til det niveau, han har i dag. Når vi vælger at forlænge med William nu, er det et udtryk for, at han er en spiller, som vi har store forventninger til – og at vi forventer, at han kan udvikle sig til at blive førstemålmand på et tidspunkt.