Optakt inden årets første træningskamp: Det er nu spillerne skal vise sig frem
12.01.2024 15:12
Lørdag starter forberedelserne til et spændende forår for alvor, når årets første træningskamp spilles hjemme i Right to Dream Park.
Østerbro-holdet fra B.93 kommer på besøg og Cheftræner Johannes Hoff Thorup glæder sig til at komme igang med kampene igen.
- Jeg forventer, at det bliver en kamp, der bliver spillet efter de principper, vi nu engang har - og den måde, vi gør tingene på.
- Jeg er godt klar over, at især fysisk vil der være mange, der er lidt efter og virkelig skal bruge sådan en kamp til at få opbygget fysikken. Og det vil altid være det væsentligste ved de her kampe, som ligger i starten.
- Og så er der også det rigtig vigtige element ved en kamp i en pre season, at det også er en mulighed for spillerne at spille sig i eller tættere på en startopstilling. Så det er nu, spillerne skal vise sig frem. Og det starter på lørdag. Nu er alle pladserne på en eller anden måde kastet i spil igen. Og gør man det godt i en pre season, så er der stor sandsynlighed for, at man spiller i den første Superligakamp.
Forventninger skal justeres
Spillerne har kun været tilbage på træningsbanen i en uge - og derfor skal forventningerne til dem da også justeres derefter, lyder det fra Cheftræneren.
- Forventningerne til spillerne skal selvfølgelig også justeres eftersom de lige er kommet tilbage efter en julepause. Det er første kamp og spillerne har ikke været igang så længe. Men de spiller heller ikke 90 minutter nogen af dem - og vi har rigtig mange spillere med.
Hoff Thorup har stor respekt for lørdagens modstander, men påpeger, at det vigtigste ved træningskampene i opstarten er at få arbejdet med og implementeret de ting, der bliver fokuseret på til træning.
- B.93 har gjort det godt igennem et par sæsoner og har leveret nogle flotte resultater. De vil gerne spille fodbold og de har et par profiler med erfaring fra Superligaen. Så det skal nok blive en god udfordring for os.
- Når det er sagt, så er det vigtigste for os ikke at forberede os på de specifikke modstandere, vi skal møde i træningskampene. Det vigtigste er, at vi får arbejdet med de ting, som vi har fokus på til træningerne. Det er det, der vil være i højsædet for os. Og så det med, at så mange spillere som muligt får nogle minutter i benene og får lov til at kunne vise sig frem. Det er det, der fylder.
Betydningen af træningskampe
Ventetiden til Superliga-starten er lang - også for Johannes Hoff Thorup, som dog ser en lang række positive aspekter ved en lang pre season.
- I et trænerperspektiv er det en fed tid, for det giver virkelig muligheden for at kunne arbejde med nogle ting og kunne arbejde med nogle relationer spillerne imellem. Men også arbejde med nogle helt gængse ting i spillet, som vi skal have forbedret og udviklet til et endnu højere niveau. Og der er virkelig muligheden for at kunne arbejde med tingene og at kunne dele nogle kampe lidt opnå efter, hvad der er af fokuspunkter.
- Derfor er træningskampe en gylden mulighed for at kunne blive bedre, så vi kan komme ud og angribe foråret. Det er det, det handler om. Derfor er vi meget afklaret med, hvad vi går ind i til de respektive kampe, hvad der vil være fokuspunkterne for os.
🏟️ Træningskampen mod B.93 spilles lørdag den 13. januar med kampstart klokken 12.00.
Der er gratis adgang for tilskuere - læs mere her.
🎥 Har du ikke mulighed for at komme på stadion, vil der være mulighed for at streame kampen på vores YouTube-kanal. Stream kampen her.