Mohamed Diomande skifter til Rangers FC

26.01.2024 11:00

Fra Right to Dream-akademiet i Ghana til profil i FC Nordsjælland – og nu videre til nye, spændende udfordringer i den skotske storklub Rangers FC.

Efter 111 kampe i FCN-trøjen er det næste skridt for Mohamed Diomande på plads.

Den 22-årige midtbanespiller skifter således Farum ud med Glasgow og bliver en del af de 55-dobbelte skotske mestre fra Rangers FC på en halvårlig lejeaftale i foråret, som derefter følges op med en permanent transfer.

Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:

- “Dio” har på trods af sin unge alder en lang og flot historik med Right to Dream og FC Nordsjælland. Han har haft en enorm stor betydning for den udvikling, vi har været igennem, og han har haft en stor andel i, at andre spillere er blevet løftet til et niveau, hvor de har fået mulighed for at rykke udenlands.

- Han er en fantastisk holdspiller, som tager ansvar både på og uden for banen, og af samme årsag ønsker vi at hjælpe ham videre, selvom det ville have være fantastisk at beholde ham i et spændende forår. Han har ydet så meget og været toployal hele vejen igennem, og derfor har vi efter grundige overvejelser – og mange snakke med ”Dio” selv – valgt at opfylde hans ønske om at skifte til Rangers. Vi glæder os meget til at følge hans videre færd, og vi tror på, at der er meget mere i vente for ham. Han har givet sig fuldt ud, så det er virkelig velfortjent, at han får denne her spændende mulighed, som samtidig giver plads til de næste spillere i rækken.

Phil Radley, Director of Football Operations i FCN:

- I det her forløb har det været tydeligt for os alle at mærke, hvor meget Rangers tror på “Dio”, og det er også med til at understrege den kvalitet, der har været i hans udvikling i FCN som seniorspiller og profil med over 100 kampe for klubben. Det glæder os at opleve en klub som Rangers FC, der forstår, hvad det er, han bringer både på og uden for banen – og kan se en plan for det næste skridt i hans udvikling. Vi skylder ”Dio” en kæmpe tak for indsatsen og ønsker ham alt det bedste. Han efterlader helt sikkert et hul i FCN, men det skaber også en mulighed for de næste i rækken til at træde frem.

Mohamed Diomande:

- Fra allerførste dag på akademiet vidste jeg, at det var det rette sted for mig, min uddannelse og min fodboldrejse. Jeg kunne ikke et ord engelsk, da jeg begyndte, så det er noget af en rejse, jeg har været på. Ikke kun sammen med folkene og spillerne på akademiet. Da vi blev ældre, spillede vi turneringer sammen med nogle af FCN-drengene, så f.eks. Villadsen (Oliver, red.), ”Jaxe” (Jacob Steen Christensen, red.) og jeg har været på denne her lange rejse sammen. Folk, som ikke kun er mine holdkammerater, men også mine gode venner i dag.

- Jeg rundede en milepæl med 100 kampe i FCN-trøjen, jeg har vundet sølvmedaljer, jeg har spillet europæisk gruppespil, jeg har båret anførerbindet og været en del af anførergruppen. Der er mange ting at være stolt af, og selvom der også har været svære perioder med skader og sygdom, får det mig til at føle, at jeg har haft en fantastisk tid, hvor jeg har lært så meget både på og uden for banen. Det motiverer mig til at gøre folk i Right to Dream, FCN og ikke mindst min familie stolt af mig og fortsætte med at jagte mine drømme.

- Jeg er begejstret for at udforske, hvad denne her mulighed kan betyde for både mig selv og Rangers FC, og efter mange gode år i FCN tror jeg på, at det er det rette tidspunkt at tage det næste skridt og bevise, hvad jeg kan ”derude”.

- Jeg er meget taknemmelig, men det er svært at sætte konkrete navne på, for jeg har mødt så mange mennesker igennem årene, som har hjulpet mig på vej og bidraget til den, jeg er i dag. Det har været en fantastisk tid, og det er jeg taknemmelig for.