Antman er tilbage efter sin skade: Jeg er klar til at spille igen
16.02.2024 13:33
Oliver Antman blev den 10. september skadet i EM-kvalifikationskampen mellem Finland og Danmark, og nu er den 22-årige finne igen at finde på træningsbanen i Farum.
Den unge angriber har ikke spillet en gældende kamp i mere end fem måneder, men han fortæller, at han er, hvor han skal være, og er klar til at bidrage til holdet igen – måske allerede fra på søndag, hvor vi sparker forårssæsonen i 3F Superligaen i gang hjemme mod Lyngby BK.
- Det føles virkelig godt at være tilbage på træningsbanen. Jeg har ventet på det i et stykke tid, og alt føles godt lige nu, så jeg er klar til at spille og bidrage til holdet igen. Jeg skal selvfølgelig vise mig frem igen, men det føler jeg mig også klar til.
- Det har været en god opstart. Jeg har det godt på banen, og jeg har savnet at være på træningsbanen med holdet og have min almindelige hverdag. Jeg træner fuldt med igen, og jeg glæder mig bare til, at det hele går i gang nu.
Nu ser Oliver Antman ind i et forår, hvor afgørelsen af Superliga-grundspillet og pokalsemifinalerne mod AGF blandt andet venter, og det ser den 22-årige angriber frem til.
- Jeg glæder mig til forårssæsonen, og jeg vil være så stor en del af holdet og hjælpe holdet, så meget som jeg overhovedet kan. Jeg synes, vi har en utrolig god trup, så jeg har store forventninger til vores niveau her i foråret. Jeg tror på, at vi kan gå hele vejen i pokalturneringen, og så håber jeg også, at vi kan præstere på et højt niveau i Superligaen. Så jeg ser bare frem til at komme i gang igen.
Oliver Antman spillede fast i starten af indeværende sæson og var også med til at kvalificere FC Nordsjælland til Conference League-gruppespillet, hvorfor skaden faldt på et ærgerligt tidspunkt frem mod et gruppespil i Europa og et travlt kampprogram generelt. - Det var selvfølgelig ikke så fedt at blive skadet i en periode, hvor vi spillede så mange store kampe, og det er aldrig lige så fedt at se med fra sidelinjen, som det er selv at spille, men det er en del af det at være professionel fodboldspiller. Men jeg var stadig glad for at se, hvor godt holdet præsterede og se de store resultater, vi leverede – som for eksempel mod Fenerbahce.