Nederlag mod FCK: Vi skal være skuffede
26.02.2024 20:05
– Vi skal være skuffede. Vi har tabt en fodboldkamp. Vi gik herind for at vinde, og jeg regnede også med, at vi kunne vinde.
Johannes Hoff Thorup var en skuffet cheftræner, da vi mandag aften afsluttede 19. runde i 3F Superligaen med en udekamp mod FC København. Hjemmeholdet vandt 2-0 med et mål i hver halvleg, og cheftræneren pegede på følgende ting, der blev afgørende i opgøret.
De kommer først på bolden
– De er lige lidt bedre i de situationer, hvor en kamp som denne bliver afgjort. Der er lidt mere power og forudseenhed, hvor de kommer først på bolden, og hvor vi står lidt på hælene og er afventende. Og omvendt i den anden ende er de også et lille skridt foran, når vi skal angribe. Så hvis vi havde været lidt hurtigere og lidt skarpere, havde vi også lavet mål. Det er derfor ikke så meget, der mangler, men det er nok til, at vi står med nul point efter kampen. – Vi ved, at vi skal op imod kvalitetsspillere, så vi havde forinden forberedt os på, at det var kollektivet, der skulle drive det for os, og at det ikke blev for mange enkeltstående kampe i kampen. Og det synes jeg faktisk, at vi lykkedes med i store perioder, hvor vi pressede dem rigtig flot.
Havde en god følelse på bænken
– På bænken og fra vores folk oppe på tribunen, som havde et lidt større overblik, havde vi en følelse af, at vi havde overtaget med et konstant pres ned mod dem. De havde svært ved at tage bolden fra os. Det gør, at vi kunne have lange perioder ned mod deres mål, men det ærgrer os, at vi ikke kom først på nogle afgørende situationer. Vi havde en kæmpe chance for at gøre det til 1-1, umiddelbart inden de får gjort det til 2-0, og det havde givet os endnu mere momentum.