Hoff Thorup inden Silkeborg: Her skal vi være skarpe
03.03.2024 08:00
Endnu et mesterskabsslutspil?
På mandag kan endnu en tur i Superligaens mesterskabsslutspil sikres, når vi på hjemmebane møder Silkeborg IF.
Hvis resultaterne flasker sig, kan en placering blandt Superligaens seks bedste hold allerede være sikret søndag aften - og for Cheftræner Johannes Hoff Thorup vil det betyde meget at få endnu en tur i Mesterskabsspil-manegen.
- Som strukturen er, vil det altid være den første milepæl i en sæson at komme med i mesterskabsslutspillet. Men det er også vigtigt for mig at sige, at vi har højere ambitioner end det. Så vi vil være med så højt oppe som overhovedet muligt - og det er det, vi jagter i det her forår.
- Men vi må samtidig ikke bare tage for givet, at et mesterskabsspil er noget, man pr. automatik er med i hvert år. Det er rigtig hårdt, og det er en tæt liga, hvor alle kampe er tætte. Så det er med ydmyghed, at vi siger, at vi gerne vil mere end bare at være med i slutspillet.
Men mandagens kamp mod Silkeborg hjemme i Right to Dream Park bliver bestemt ingen walk over. Ser man på statistikken for de seneste fem indbyrdes kampe, har holdet fra søhøjlandet overhånden. Og derfor forventer Hoff Thorup også en svær kamp mandag aften.
- Silkeborg er et godt Superligahold, som på de gode dage spiller rigtig godt og kan volde alle hold i ligaen problemer. Så det har vi stor respekt for. De er dygtige til den type fodbold, de spiller, så vi skal være helt klar.
Det afgørende for, at det bliver os, der kan få de tre point og El Plastico-pokalen bliver en række forskellig faktorer, men med det kollektive samspil som omdrejningspunkt.
- Vi skal være fuldstændig afklaret i, hvad vi gør, når de har bolden. Det kan godt være, at der er nogle steder på banen, hvor vi vil acceptere, at de har den. Og så skal vi selvfølgelig være enormt skarpe i de sekvenser, hvor vi vælger at presse dem. For vi kan godt se, at der er nogle muligheder, hvis vi er dygtige nok der.
- Og så handler det selvfølgelig også om vores eget spil med bolden. Vi skal se, om vi kan finde nogle rum, der kan åbne dem lidt mere, end hvad vi har lykkedes med tidligere.
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Fantastiske fans
I mandagens kamp mod FCK havde 900 FCN-fans taget turen til Parken. På en svær udebane kunne de rød-gule fans' sang høres hele kampen igennem - og det imponerede Hoff Thorup, som håber på en lige så god opbakning hjemme i Right to Dream Park på mandag.
- Ligesom at man ikke må tage et mesterskabsspil for givet, så må vi heller ikke tage for givet, at vi har små tusind fans med os til en udekamp i Parken. Det er fantastisk, at vi har udviklet os til det.
- Vi glæder os til mandag - og man glæder sig naturligvis altid ekstra, når man ved, at vi har en masse opbakning i ryggen. Og det giver os altid en fordel at have publikum med os, for det smitter af på spillerne. Så det håber vi, at vi også kan mærke på mandag.
Kampen mod Silkeborg sparkes igang klokken 19.00.
Inden da sker der en række aktiviteter for store og små omkring Right to Dream Park. Det kan du læse mere om her.
Du kan stadig sikre dig din billet til kampen på Billet.fcn.dk
Og husk, at du ikke behøver at stå for aftensmaden mandag aften. Mød op foran stadion og få grillpølser eller burgere. Læs mere om det her.