Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Uafgjort i sæsonens første derby
11.08.2024 13:12
Sæsonens første derby fandt sted i Right to Dream Park, og til trods for et flot føringsmål af Sindre Walle Egeli og efterfølgende et stort pres på gæsternes mål måtte vi nøjes med et enkelt point.
Jonathan Amon stod for Lyngbys mål i første halvleg, og herefter stod der FCN-dominans på kampens sidste 45 minutter. Så selvom det ærgrede cheftræner Jens Fønsskov Olsen, at det ikke blev til tre point i dag, kunne han glæde sig over præstationen i anden halvleg.
"Vi har nogle kæmpestore chancer"
– Især i anden halvleg har vi nogle kæmpestore chancer. Vi har 14 afslutninger og en xG på 1,50, så vi mangler selvfølgelig lidt kynisme, men deres målmand står samtidig en rigtig god kamp i dag, og det skal vi huske at have med. Min frustration går derfor ikke så meget på dét, men mere vores egen udvikling i kampen. – Vi starter rigtig godt i de første 15-20 minutter og får også scoret et mål, men så går vi lidt ned i gear og mister intensiteten i vores pres, samtidig med at vores boldomgang er for langsom, og så inviterer vi Lyngby ind i kampen. På den måde minder det lidt om AaB-kampen, hvor vi også mister lidt af initiativet i stedet for at fortsætte med at jagte den næste scoring.
Lokalopgør er svære at spå om 🔮
– Vi vidste, at det her ville blive en svær kamp. Der er altid en masse følelser i de her kampe, og det er fjerde gang ud af seks mulige, at vi spiller uafgjort mod Lyngby. Så de her lokalopgør er svære at spå om, og det er også to forskellige tilgange til en fodboldkamp, vi ser i dag, og det kan tit betyde, at det bliver en anelse låst. – Men der er mange ting, vi kan være tilfredse med, og især anden halvleg er jeg faktisk rigtig glad for, selvom vi ikke fik scoret. Nu har vi otte point efter fire kampe, og vi har endnu ikke tabt, og det skal vi arbejde videre ud fra.