Sindre Walle Egeli forlænger kontrakten
14.08.2024 12:58
Der er nok at juble over, hvis man hedder Sindre Walle Egeli. I søndags var han på plads i startopstillingen mod Lyngby Boldklub, og efter 15 minutters spil kunne han også sætte højrefoden på sin første Superliga-scoring.
Nu er der endnu mere at fejre.
Den 18-årige nordmand har nemlig sat underskrift på en ny kontrakt, der holder ham i FC Nordsjælland indtil 2028, ligesom han skifter det gamle nummer 43 ud med nummer 14 på trøjen.
Kontraktforlængelsen har været et ønske gennem længere tid, og der er derfor glæde at finde hos begge parter over, at fremtiden for weekendens målscorer nu ligger i Farum.
Phil Radley, Director of Football
– Sindre er en spiller, som har udviklet sig godt på vores akademi, så vi har egentlig hele tiden vidst, at han en dag skulle gøre sig gældende på vores Superliga-hold. Derfor har det også været planen et stykke tid at sikre fremtiden med en længere kontrakt, så alle parter er glade for, at vi nu er nået i mål med det. – Han har stået på spring i et stykke tid, og i weekenden fik alle så at se, hvorfor vi tror på ham, og hvorfor han også selv ved, at han er klar til at spille Superliga. Han er en talentfuld spiller, og uden for banen er han også en sympatisk, ung mand. Det er altid et spørgsmål om timing, og Sindre har udvist tålmodighed i forhold til at vente på sin chance – samtidig med at han har gjort opmærksom på sig selv og hele tiden presset på for spilletid igennem sine præstationer.
Sindre Walle Egeli
– Jeg føler, at jeg er det rette sted, og jeg er meget glad for at være her. Der er virkelig mange gode og dygtige mennesker her i klubben, som allerede har hjulpet mig meget, og som kan hjælpe mig til at udvikle mig endnu mere. Nu er jeg klar til at tage næste skridt, og det glæder jeg mig rigtig meget til. – Jeg håber selvfølgelig, at det kan blive en god sæson for mig. Nu er det startet fint, og jeg fik både min første startplads og første mål i weekenden, så det var stort for mig.