Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Sejr over Lyngby i Future Cuppen
19.08.2024 13:20
Det blev til en sejr på 2-1 til FC Nordsjælland, da Lyngby mandag eftermiddag gæstede Right to Dream Park til sæsonens første Future Cup-kamp.
Der var fundet plads til mange akademi-spillere i startopstillingen - eksempelvis Juho Lähteenmäki, der gjorde det til 1-0 efter et lille kvarter, mens Levy Nene fordboblede føringen kort inde i anden halvleg, inden Lyngby fik reduceret til slutresultatet.
Efter kampen var assistenttræner Christian Sørensen fint tilfreds med det udtryk, han så på banen.
- Jeg så et udtryk, når vi var bedst, hvor vi fandt nogle af de ting, som vi gerne ville. Tog noget initiativ på bolden og fik fundet en balance mellem at angribe, når vi havde muligheden, men også kunne kontrollere spillet med bolden i nogle perioder.
- Der var også nogle perioder, hvor vi var lidt for direkte og spillet det blev lidt for åbent. Og det er også det, kampen kommer til at lide lidt under. At vi ikke helt får lavet vores perioder med kontrol længe nok - specielt i første halvleg.
- Det eren god anledning for spillerene til at vise sig frem. Og det roste jeg også drengene for. Hvis man skal se god ud på en fodboldbane, så er man nødt til at få hjælp af sine holdkammerater. Så det at have et fælles projekt om at gå ud og levere en god indsats derude, det var vigtigt. Og de fik ros for at spille godt i de gode perioder, men også at stå sammen i de perioder, hvor det haltede lidt.
- De her kampe kan jo bruges til at prøve nogle relationer af, som vi har nogle tanker om - måske ikke lige om en uge eller to, men på den længere bane. Det gjorde vi - og det tog spillerne heldigvis god imod.