Magnus Munck udlejes for resten af sæsonen
02.08.2024 09:00
I starten af 2023 blev den dengang 18-årige Magnus Munck en fast del af Superliga-truppen, og siden da er det også blevet til debut i 3F Superligaen for den unge midtbanespiller, der nu får muligheden for at vise sine evner frem for RSC Anderlechts U23-hold, der spiller i den næstbedste belgiske række.
Magnus Munck bar i den seneste sæson anførerbindet for vores U19-drenge, da de vandt Ungdomspokalen, og kunne dermed løfte endnu et trofæ med tigeren på brystet. Næste udfordring for den 19-årige midtbanespiller bliver et lejeophold hos Anderlecht i Belgien for resten af sæsonen.
Phil Radley, Director of Football:
- Magnus er en dygtig og talentfuld spiller, som har taget nogle gode skridt i sin udvikling. Det næste skridt for ham er at få mere spilletid på et højt niveau, hvilket både har været et ønske fra ham og os. Derfor ser vi dette lejeophold som en rigtig god mulighed for Magnus.
- Magnus har et stort potentiale og vilje til at blive bedre hver dag, men udsigten til spilletid på Superliga-holdet hos os er på nuværende tidspunkt for lang. Anderlecht er en utrolig dygtig klub, og deres U23-hold konkurrerer på et højt niveau i den næstbedste række i Belgien, hvorfor muligheden for et lejeophold er attraktiv for alle parter. Vi er sikre på, at Anderlecht vil få glæde af Magnus, og at det vil være en god erfaring for ham selv.