Høgsberg forlænger til 2028
13.08.2024 07:58
Lucas Høgsberg har sat signatur på en forlængelse af kontrakten, så den nu løber til 2028.
Dermed fortsætter historien om Høgsberg og FC Nordsjælland, som startede, da han allerede som 4-årig begyndte at spille fodbold i den røde trøje. Og teknisk direktør Alexander Riget sætter pris på at have spillere som Høgsberg i truppen.
🗣️ "Har en rigtig stor tro på ham"
– Høgsberg er jo en spiller, som næsten bogstaveligt talt er opflasket med vores system her i FC Nordsjælland. Han har altid været en rigtig dygtig spiller, og han har igennem hele sin ungdomstid spillet sammen med folk ældre end ham selv. Så vi har en forventning om, at han kan blive en vigtig spiller for den her klub. – De to ekstra år skal ses som et tegn på, at vi har en rigtig stor tro på ham, ligesom han og familien også stoler på, at det her er det bedste sted at være de næste år. Vi har lavet en god plan for, hvordan vi ser hans udvikling og hans fremtid her i klubben, så vi er glade for at få det hele på plads. Nu skal det gode arbejde bare fortsætte, og så ser vi snart Høgsberg i Superligaen.
"Kan virkelig godt lide at være her" ❤️💛
Lucas Høgsberg selv er også glad for at have sikret fremtiden med yderligere to år. – Det har været et utrolig lærerigt år. Selvom jeg ikke har spillet så meget Superliga-fodbold, har jeg lært rigtig meget på træningsbanen sammen med mine dygtige holdkammerater. Så for mig handler det egentlig bare om at fortsætte udviklingen, for så er jeg overbevist om, at spilletiden også kommer. – Jeg har været her i 14 år, så det taler selvfølgelig for sig selv – jeg kan virkelig godt lide at være her i klubben. Så derfor faldt det mig også naturligt at fortsætte i FC Nordsjælland. Det er mange af de samme mennesker, jeg har set igennem hele min karriere, og det giver selvfølgelig en tryghed. Vi sparrer meget med hinanden og snakker om, hvordan vi hver især kan forbedre os, og det giver rigtig god mening, når vi jo har fulgtes ad i så mange år og udviklet os sammen.