Fønsskov Olsen efter sejren i Vejle: En rigtig dejlig sejr
05.08.2024 21:00
Mandag aften skulle vi på sæsonens første opgave på udebane i 3F Superligaen, da vi var i Nørreskoven for at møde Vejle BK.
I optakten til kampen havde cheftræner Jens Fønsskov Olsen fortalt, at han forventede en svær kamp, da Vejle er et utrolig godt trænet hold og altid formår at holde deres kampe tætte.
Cheftrænerens forventninger skulle vise sig at holde stik. Efter en tæt første halvleg havde ingen af de to hold fået bolden ind i netmaskerne, hvorfor vi gik til pause med resultatet 0-0.
Med nogle små justeringer fik vi mere af overtaget i anden halvleg, hvilket også resulterede i flere gode chancer. Efter en times spil havde hjemmeholdet fra Vejle hjørnespark, og det skulle vise sig at blive en kampafgørende situation. Andreas Hansen fik fat i bolden og med en god igangsætning fik han sat en farlig kontra i gang. Bolden røg ud på kanten til en fremadstormende Mario Dorgeles, der på flot vis serverede bolden for fødderne af Oliver Antman inde i feltet. Den 22-årige finne satte indersiden på bolden og sparkede bolden fremragende ind i netmaskerne til stor forløsning for de mange medrejsende fans.
På trods af flere store chancer i opgøret blev det ikke til flere mål, hvorfor vi kan vende hjem til Farum med alle tre point efter en 1-0-sejr. Det var derfor meget forventeligt en tilfreds cheftræner, vi fangede efter kampen.
Næste opgør er på søndag, hvor vi får besøg af lokalrivalerne fra Lyngby, og du kan allerede sikre dig dine billetter til opgøret her🔻
En fortjent sejr
- Det var en rigtig dejlig sejr. Vi vidste godt, at det ville blive svært. Som vi også talte om i optakten, så er Vejle et godt struktureret og trænet fodboldhold, der har udviklet deres stil over sommeren. De spiller godt, og spiller meget direkte, hvor de er farlige på omstillinger og dødbolde. Så Vejle er altid en håndfuld at håndtere. - Jeg syntes, at vi gjorde det godt i dag. Vi tog ansvaret og initiativet i kampen, og vi skabte de chancer, vi kunne forvente at kreere på en svær udebane. Jeg havde gerne set, at vi havde taget lidt bedre vare på vores chancer i dag, men jeg syntes, det var fortjent, at vi vandt.