Academy to Superliga: Diallo Sanoussi
29.08.2024 09:59
Ivorianske Diallo Sanoussi er landet i Farum fra Right to Dream-akademiet i Ghana. Den 18-årige midtbanespiller er ny mand i Superliga-truppen, og selvom en skade betyder, at fansene i Right to Dream Park skal væbne sig med tålmodighed, før de ser den nye nummer 27 i aktion, er der store forventninger til Sanoussi.
Alexander Riget, teknisk direktør
– Diallo er gået fra at være en offensiv kantspiller til at være en lidt mere central midtbanespiller, hvor han drager fordel af sit meget høje tekniske niveau. Han dækker et rigtig stort område af banen med sin intensitet og pres, men bidrager også med mål og assist, så det er en rigtig spændende blanding. – Han har imponeret i mange år på det internationale akademi, og især sidste år leverede han en række virkelig gode præstationer, der sprang i øjnene hos alle, der var nede og se kampene. Nu er han desværre løbet ind i en lidt længerevarende skade, så der går lidt tid, inden fansene får fornøjelsen af at se ham i Right to Dream Park. Men jeg håber, at det bliver ventetiden værd.
Diallo Sanoussi
– Det føles godt at have skrevet under med FC Nordsjælland. Jeg ved, at det her er et sted, der er kendt for at udvikle unge talenter, og jeg har selv set, hvordan det er gået med flere af mine gode venner fra Right to Dream-akademiet i Ghana. Så jeg er ikke i tvivl om, at det her også er det bedste sted for min udvikling. – Jeg kender allerede en del af spillerne fra min tid på akademiet, men også gennem ture med det internationale akademi. Så jeg glæder mig meget til at komme i gang og spille med den her talentfulde gruppe af spillere. Lige nu er jeg meget motiveret på at arbejde stenhårdt for at komme tilbage fra min skade, og med Guds vilje kommer jeg tilbage endnu stærkere og bedre end før.