10'erens rolle i FCN: Det afgørende bindeled
30.08.2024 08:29
Han skiftede for nyligt nummer 9 ud med nummer 10 - og det nye nummer passer Benjamin Nygren fremragende. Særligt taget i betragtning af den position han indtager hver uge for vores hold i rødt og gult.
Men hvor afgørende er 10'er-positionen egentlig for FC Nordsjællands spil - og kan der overhovedet tales om en klassisk 10'er i den formation, vi spiller?
Det har vi taget en snak med vores nummer 10, Benjamin Nygren, og assistentræner og ansvarlig for de offensive relationer, Casper Røjkjær, om 👇
Benjamin Nygren
- Vi spiller med meget fart. Som 10'er skal jeg være god til at spille mellem linjerne og løbe dybt. Og også deltage meget i det opbyggende spil. Og så er det vigtigt, at jeg altid kommer med ind i boksen. Og det, synes jeg selv, har fungeret ret godt, siden jeg blev rykket lidt længere tilbage på banen. Det er en sjov position at spille. - Man kan jo ikke kalde det for en klassisk 10'er-position. For vi spiller jo som udgangspunkt 4-3-3, så det bliver lidt mere som en 8'er. Men trods alt en mere offensiv 8'er end normalt, så jeg skal helst følge med op og være en del af det offensive spil. - Men jeg føler, at det er en ret naturlig position for mig at spille og synes, at det har fungeret rigtig fint for mig. Det bliver lidt en boks-til-boks 10'er, og det, synes jeg, passer mig rigtig fint.
Casper Røjkjær, assistenttræner
- 10'er positionen hos os er jo lidt speciel. Den kan både dækkes af en af vores 8'ere, der træder op mellem modstanderens forsvars- og midtbanekæde. Og det kan også være en kant, der arbejder sig lidt ind i banen og spiller i nogle mellemrum. - Det betyder også, at det er lidt forskellige typer, der kommer til at dække positionen. Og det ser jeg som noget positivt. Det giver os mange forskellige måder at kunne løse det på. - Noget af det, vores 10'ere er ekstraordinært dygtige til, er at nå med i feltet og blive rigtig farlige. For vi vil gerne have dem i de positioner, så de i løbet af en sæson skal lave nogle mål og assists. Så de skal binde spillet sammen og bidrage med mål og assists. - Jeg synes netop, at Benjamin har nogle af de kompetencer, som vi søger i en 10'er. Han er dygtig til at bevæge sig og finde rum mellem modstanderens midtbanekæde og forsvarslinjen, hvorfra han kan ligge og vende og dreje og sætte sine medspillere op. Og så har han den ekstra sult efter at komme i feltet, som skyldes, at han tidligere har fungeret som angriber. Han kommer derind, hvor man kan lave målene. Lørdag går det igen løs i 3F Superligaen - og vi skal en tur til Aarhus, hvor AGF venter. Kampen spilles klokken 16 og kan ses på TV2 Sport eller TV2 Play. 🚌 Der er stadig plads i busen til Aarhus. Læs mere her 🔻