Chris Sargeant efter 7-0-sejren: En fremragende præstation
27.04.2024 16:24
Et solbeskinnede Right to Dream Park dannede lørdag eftermiddag rammerne om en sand målfest, da vi havde besøg af Næstved HG i den første af to pokalsemifinaler.
Sidste år tog vi Gjensidige Kvindepokalen med hjem til Farum, og det har hele tiden været holdets ambition at gentage succesen i år. I dag skulle vi tage det første skridt mod pokalfinalen, og Kvindeliga-holdet leverede en fremragende præstation, hvilket resulterede i en storsejr på 7-0.
Vi gik til pause foran 2-0 på mål af Alma Aagaard og Karen Linnebjerg, og Næstved HG var kort inden pausefløjtet blevet reduceret til 10 spillere. Vi fik i anden halvleg lagt et tungt tryk på Næstved, og på trods af en hård fight kunne gæsterne ikke modstå trykket. Med to mål af Josefine Funch, et mål hver af Anna Walter, Malia Steinmetz og Flora Højer endte kampen med en overbevisende sejr på 7-0.
Det var en meget glad cheftræner vi fangede efter kampen, og Chris Sargeant udtrykte stor begejstring for den gennemførte præstation.
- Jeg synes generelt, at vores præstation var fremragende i dag. Det vigtigste i dag var, at vi gik ud og leverede en god præstation, og det gjorde vi. Hele truppen gjorde det fantastisk i dag, så jeg er virkelig glad. Det er altid dejligt at se, at vi lykkes med de ting i kampen, vi også træner på til daglig. Vi var effektive i dag, hvilket vi ikke altid har været på det sidste.
- Det blev selvfølgelig også endnu sværere for Næstved, da de får en spiller udvist, men vi formåede at holde koncentrationen hele vejen igennem, og var effektive i vores aktioner. Præstationen var fremragende. Det er den bedste præstation over alle 90 minutter, jeg har set i et stykke tid, så jeg er meget glad.
Det var også med et stort smil på læben, at Chris Sargeant efter kampen kunne fortælle vigtigheden af dagens præstation og de mange forskellige målscorere.
- Jeg er også glad på pigernes vegne og alle de spillere, der kom på scoringstavlen i dag. De har arbejdet utrolig hårdt, og det var så rart at se, at det hårde arbejde også betalte sig i dag. Præstationen var god – både individuelt og som hold.
- Præstationen i dag afspejler alle de ting, vi arbejder med hver dag. Vi udvikler os hele tiden, og det er en proces, så jeg er meget tilfreds med dagens kamp. Selvom vi er foran 4-0, skal vi stadig sørge for, at vi har styr på detaljerne og overholder aftalerne, da det er det mindset, der har fået os til, hvor vi er nu og også skal være med til at rykke os til det næste niveau. Så det handler altid om præstationen, og den var virkelig god i dag.
Jagten på pokalen
Med dagens sejr lever drømmen om at gentage sidste års pokaltriumf i bedste velgående, og Chris Sargeant fortæller, at vi går kraftigt efter at genvinde titlen og beholde pokalen i Farum. - Lige nu er det vores pokal, så det betyder alt for os, at vi skal forsøge at forsvare titlen og trofæet. Vi elskede det sidste år, og allerede dagen efter triumfen sidste år tænkte vi, at vi skal forsvare titlen i år. Vi vil virkelig gerne i den pokalfinale, så vi har mulighed for at genvinde trofæet. - Vi har fået et rigtig godt udgangspunkt nu, og det var utrolig vigtigt, at vi fik et godt resultat i dag, så vi ikke var afhængige af, at vi skulle ud og lave et stort resultat på udebane. Det er en svær udebane, og det har den også stadig mulighed for at blive, men vi har selvfølgelig sat os selv i en god position nu.