Foto: Lasse Lagoni / Gonzales Sports Photo
3-2-sejr over FCM: "Vi havde det nødvendige mod"
01.04.2024 17:01
Daniel Svensson, Oliver Antman og Marcus Ingvartsen tegnede sig for målene, da FC Nordsjælland tog tre point med hjem fra Herning 2. påskedag.
2-3 stod der på storskærmen, da dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen blæste i fløjten for sidste gang, og dermed åbnede cheftræner Johannes Hoff Thorup og co. denne sæsons mesterskabsspil med en stærk sejr på udebane.
– Vi har haft så kort tid til forberedelserne grundet pokalkampen mod AGF, så vi prioriterede at holde fast i mange af de samme spillere, og vi ville bygge denne kamp på mange af de ting, som lykkedes godt for os i fredags. Det gjorde, at det blev mange af de samme, der spillede, og derfor var vi også helt afklarede med, at vi ville komme til at bytte lidt hurtigere, og at vi ville skifte lidt flere ad gangen lidt hurtigere, lød det fra FCN-cheftræneren efter at have været inde i omklædningsrummet med rosende ord til truppen.
– Vi fremhævede det mentale op til kampen. Jeg sagde til spillerne: “Vi bliver nødt til at være modige, hvis vi skal vinde derovre”. Vi bliver nødt til at turde. Tage udfordringen. Vi kan ikke vælge den simple vej ud af alle problemer. Vi bliver nødt til indimellem at tage det uventede træk, der gør, at vi får lidt ekstra plads. Det var spillerne dygtige til i dag. Det gav nogle fine mål og nogle rigtige gode chancer. Det var rigtig godt at se, og der var flere af de gode ting fra pokalkampen mod AGF forleden, som vi tog med ind til denne her kamp. Vi turde at spille, selvom det var et meget lukket område, og når vi kom ud af det område, fik vi belønningen i form af en stor chance eller et mål. Der var mange spillere, som kom med det mindset og det mod.
– Vi ved godt, at vi skal få lagt kampen så tæt på vores styrker som muligt, og det synes jeg, at vi lykkedes med i store dele af kampen. Og så ved vi også godt, at når vi møder FC Midtjylland på udebane, vil der komme perioder, hvor det bliver lidt mere på deres præmisser, og det skal vi kunne stå imod. Det synes jeg, at vi gjorde flot til sidst. Det farver jo billedet lidt, at de presser så meget til slut, for jeg synes faktisk, at vi er rigtig gode op til omkring minut 70, hvor de ikke rigtig har nogen chancer. Jeg er meget tilfreds med, at vi holdt dem på så lidt, og det er først til sidst med en masse indlæg, at det bliver farligt.
Næste opgave i 3F Superligaen er FC København, som besøger Farum på søndag den 7. april.
Der er kickoff kl. 16:00, og billetsalget til FCN-fans er i fuld gang via billet.fcn.dk.
Vær opmærksom på, at fans af udeholdet ikke er tilladt i FCN-afsnit.
Af sikkerhedsmæssige årsager er det derfor kun tidligere online-billetkøbere til FCN-afsnit i 3F Superligaen (kampe mod FCK undtaget), der har mulighed for at købe billet til hjemmeafsnittene til dette opgør.
Du skal blot sørge for at logge ind med den billetbruger, du som FCN-fan tidligere har benyttet til køb af FCN-billetter i Right to Dream Park.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Skriv til os på [email protected] ✉️
OBS: Hvis du i FCN-afsnit udviser tilhørsforhold til udeholdet i form af påklædning, gestikuleren eller lignende, vil du blive bortvist uden mulighed for refundering af billetprisen.
FC København har selv stået for salget til udebaneafsnittet.