
FCN styrker den sportslige organisation med assisterende sportschef
22.09.2023 08:00
En nyoprettet rolle som assisterende sportschef skal gøre den sportslige organisation i FC Nordsjælland endnu stærkere og skabe nye udviklingsmuligheder i organisationen. Valget er faldet på den tidligere akademi- og Superliga-spiller Søren Henriksen, som dermed vender hjem til Farum efter bl.a. to sæsoner som sportschef i Vendsyssel FF.
Udvikling er et af nøgleordene i Right to Dream og FC Nordsjælland – både på og uden for banen. Det gælder også organisatorisk, hvor der konstant søges efter tiltag, der kan optimere og videreudvikle setuppet.
Derfor oprettes nu en ny funktion i den sportslige organisation i form af en assisterende sportschef – i første omgang omkring 3F Superliga-holdet i Farum, fortæller Mads Davidsen, Head of Football i Right to Dream.
- I Right to Dream kigger vi altid på, hvordan vi kan optimere vores sportslige setup på tværs af klubber og akademier. I den forbindelse har vi i samarbejde med klubberne valgt at optimere vores sportslige klubmodel med tilføjelsen af en assisterende rolle omkring sportschefer og sportsdirektører – i første omgang omkring FC Nordsjællands 3F Superliga-hold. Denne nye position vil fordele det stadig stigende antal opgaver mellem flere sportslige ledere, skabe bedre rum til fokus, gavne klubbens kontinuitet og vil over tid også skabe nye udviklingsmuligheder for vores ansatte i den sportslige afdeling, siger Mads Davidsen.

Et indgående kendskab
Positionen som assisterende sportschef for Superliga-holdet i FCN får debut den 1. oktober, hvor den tidligere akademi- og Superliga-spiller Søren Henriksen tiltræder i Farum.
Omgivelserne kender han. Klubben, værdierne og vejen til førsteholdet. Hans egen karriere startede således i klubben som helt lille og førte ham igennem akademiet til Superliga-truppen. 1. divisions- og Superligafodbold fulgte i HB Køge, FC Helsingør og Vendsyssel FF, inden han for lidt over to år siden overtog rollen som sportschef i netop Vendsyssel.
Det er værdifulde erfaringer, han tager med ind i det nye job i FCN, hvor han kommer til at arbejde tæt sammen med sportschef Jan Laursen.
- Jeg er rigtig glad for at have fået Søren ombord, fortæller Jan Laursen.
- Jeg har kendt ham i rigtig mange år, da han har været hele vejen igennem vores akademi til Superliga-truppen, ligesom hans familie har en lang historik hos os. Det er en person – og nu også medarbejder – som vi har et indgående kendskab til, og vi ved, hvad han står for.
- FCN er en klub i rivende udvikling, og det betyder, at kravene til os hele tiden stiger. Derfor er det fantastisk at få denne her funktion og ekstra hjælp ind, så det ser jeg meget frem til. Vi har også været imponerede af Sørens arbejde i Vendsyssel, så vi har en stærk tro på, at han er det helt rette match både menneskeligt og fagligt.

En unik mulighed
Søren Henriksen selv glæder sig også til at vende hjem til det sted, hvor det hele begyndte.
- Jeg er virkelig glad for at være sportschef i Vendsyssel, og det har været en stejl, men også god og virkelig interessant læringskurve. Jeg har haft andre muligheder gennem det seneste stykke tid, men denne her kunne jeg ikke sige nej til. FC Nordsjælland er min klub, og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage og bidrage på en ny måde, siger Søren Henriksen.
- Der er mange ting, jeg kan genkende fra tidligere, men samtidig kan jeg mærke, at der er sket en stor og fantastisk udvikling i klubben. Personligt ser jeg det også som en unik mulighed for en kombination, hvor jeg kan udvikle mig og lære af en masse dygtige, erfarne mennesker og samtidig tage min personlighed, erfaringer og kompetencer med ind i FCN for at bidrage til klubbens yderligere udvikling. Det føles helt rigtigt, og jeg ser frem til at komme i gang den 1. oktober.








