Hoff Thorup inden FCK: Forventer et intenst opgør mellem to gode hold
15.09.2023 07:21
På lørdag står den igen på fodbold i Right to Dream Park, når FC København kommer på besøg i 3F Superligaen. I sidste sæson kæmpede de to mandskaber om det danske mesterskab, hvorfor der er lagt op til et topbrag lørdag eftermiddag.
FC Nordsjælland havde i sidste sæson taget på FC København i Right to Dream Park, hvor det blev til tre sejre ud af tre mulige. På trods af sidste års resultater i Farum forventer cheftræner Johannes Hoff Thorup, at det bliver et intenst opgør, der bliver afgjort af de mindste detaljer.
- Det bliver en kamp mellem to rigtige gode hold, så jeg forventer et meget intenst og tæt opgør. Kampene mod FCK bliver altid afgjort af de mindste detaljer, og det er to hold, der er kommet godt fra land og spiller god fodbold, så jeg forventer en tæt affære.
Selvom det er de forsvarende danske mestre, der kommer på besøg, håber Johannes Hoff Thorup, at FC Nordsjælland kan styre kampen.
- Vi vil gerne prøve at skabe det samme kampbillede, som vi plejer. Det har ikke den store betydning for os, hvem vi møder i forhold til, hvordan vi vil tilgå kampen, da vi altid gerne vil ud og spille vores spil. Vi har derfor mest fokus på os selv, hvor det er de små detaljer med og uden bolden, som vi skal være skarpe på, men i det store hele vil vi gerne skabe et kampbillede, hvor vi er i kontrol med bolden.
- Vi forbereder os, som vi altid gør. Om det er FCK eller et andet hold i Superligaen, der kommer på besøg, har det ikke den store betydning, da vi altid forbereder så godt, som vi kan. Vores vigtigste opgave er, at klæde spillerne på til det der venter dem, og så handler det om, at gå ud og spille så frit som overhovedet muligt, da alt forhåbentligt sidder på rygraden.
Topbraget på lørdag kommer ovenpå en landsholdspause, hvor begge mandskaber har fået et afbræk i et ellers tæt program i indledningen af sæson, selvom flere af spillerne har været afsted i landsholdsøjemed.
Johannes Hoff Thorup påpeger, at landsholdspausen har været gavnlig for truppen, da det har givet fornyet energi og mulighed for at arbejde mere detaljeorienteret.
- Jeg tror, det har været godt for alle hold, der har været meget i aktion her i starten af sæsonen at få et lille afbræk. Der er selvfølgelig nogle spillere, som ikke har fået et afbræk, da de har været afsted med landshold, men det kan nu også være meget godt at komme ud i et andet miljø for så at komme tilbage med fornyet energi. Det har været en fin landsholdspause, og vi har udnyttet den til at arbejde med nogle detaljer med dem, der har været her. Nu er vi fuldtallige igen, hvorfor vi for alvor begynder at se frem mod lørdag.