Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Sports Photo
Hoff Thorup efter nederlag i Istanbul: Ikke vores vanlige niveau
21.09.2023 19:50
Det blev en hed europæisk aften, da cheftræner Johannes Hoff Thorup og co. tog hul på gruppespillet i UEFA Europa Conference League torsdag aften i Istanbul.
De stærke værter fra Fenerbahce SK dominerede første halvleg og gik til pausen med en 2-0-føring. Anden halvleg bød på en række gode sekvenser fra FCN-mandskabet, hvilket blandt andet resulterede i Oliver Villadsens reducering til slutcifrene 3-1.
- Jeg oplevede en kamp, hvor vi skulle bruge for lang tid på at komme i gang, lød det fra Johannes Hoff Thorup efter slutfløjtet.
- Det var tydeligt for os i pause-analysen, men også i vores forberedelser op til kampen, at der var godt med muligheder for os, fordi de gik så højt med de forreste spillere og dermed efterlod et stort mellemrum ned til de bagerste – men vi var ikke dygtige nok til at få den derind og udnytte det. Det blev for sløset i vores boldomgang, hvor vi ikke var på vores vanlige, tekniske niveau. Det gjorde det svært for os at komme til at dominere på bolden på den måde, vi ellers gerne ville.
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Sports Photo
- Jeg så til gengæld også, at vi kom godt efter det i slutningen af første halvleg. Vi fik selvfølgelig en skidt start på anden halvleg, men havde en ret god periode derefter. Her fik vi bevist, at vi godt kan være med, men det er tydeligt, at det er en rigtig stærk modstander, og at vi skal stå på tæer, for at det kan lade sig gøre. Fenerbahce viste, at det er et kvalitetshold, og vi vidste, at vi skulle være rigtig skarpe i alt, hvad vi gør, for at få noget med herfra. Det forsøgte vi, men vi lykkedes ikke helt med det.