Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Hoff Thorup inden Vejle-opgør: Vi skal have det første mål

29.09.2023 11:58

Der er bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene for FC Nordsjælland. Torsdag aften spillede vi os videre i Pokalturneringen og allerede søndag eftermiddag skal spillerne i aktion igen, når Vejle BK venter på udebane i Nørreskoven. 

Skal finde balancen

Med et så tætpakket kampprogram som det, vi står i på nuværende tidspunkt, er det da også ekstra vigtigt at finde en god balance i spilletiden, lyder det fra Cheftræner Johannes Hoff Thorup forud for søndagens opgør. 

- I bund og grund handler det om at finde friske ben og spille med så meget friskhed som muligt. Vi monitorerer alt, hvad vi kan lige i øjeblikket, og finder dem, vi mener står bedst til de her kampe. Og så skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på, at vi ikke må miste for meget af stammen på holdet. Og det er det, der hele tiden er en balance for os, som vi skal finde.  

Forventer samme type kampbillede

De to seneste kampe mod Hvidovre og Kolding har tegnet et rimelig ensartet billede. Stort overtag i boldbesiddelsen til FC Nordsjælland, som dog har haft svært ved at skabe de store chancer mod de to kompakte modstandere - i hvert fald i tre ud af fire halvlege. 

Men anden halvleg og den forlængede spilletid mod Kolding gav imidlertid Hoff Thorup en indikation af, hvordan chancerne kan skabes. 

- I det store hele, så tror jeg, at vi kan forvente lidt det samme kampbillede, som vi så i Kolding torsdag aften. Så derfor var kampen dér forhåbentlig en god erfaring i, hvordan vi kan åbne modstanderen op. For vi fik bestemt lavet de chancer vi skulle - både i anden halvleg og i den forlængede spilletid. Og det skal vi have arbejdet videre med til søndag, så det er endnu skarpere, end det var torsdag. 

- Vi kommer formentlig til at stå over for en fembackkæde igen. Så der skal vi finde frem til, hvordan det skal åbnes op. For det er vigtigt for os i de her kampe, at vi ikke skal ligge og jagte - som vi eksempelvis skulle i Kolding. Vi skal have det første mål i kampen, for ellers bliver det endnu sværere end hvad godt er, lyder det fra Cheftræneren. 


Kampen mod Vejle BK fløjtes igang søndag den 1. oktober klokken 14.
Den kan ses på Canal 9 eller streames på Discovery plus.