Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Hoff Thorup inden pokal-kamp: Vigtigt at vi er der 100 procent
27.09.2023 12:07
Torsdag træder FC Nordsjælland ind i årets pokalturnering, når vi skal en tur til Kolding og møde Kolding IF, der p.t. indtager Nordic Bet Ligaens femteplads.
Et stærkt kollektiv
Cheftræner Johannes Hoff Thorup forventer en svær kamp mod et afstemt og fysisk stærkt Kolding-mandskab.
- Det er et stærkt kollektiv med en meget afklaret måde at spille på, som har givet dem nogle rigtig fine resultater i Nordic Bet Ligaen.
- Og så har de nogle helt klare styrker. Det er et fysisk stærkt hold, som spiller på rigtig mange indlæg. Stort set alle de dødbolde, de får på modstanderens halvdel, bruges til indlæg i feltet. Det udnytter de til at få skabt nogle farlige situationer i feltet. Så det er et hold, der er ret afklaret med, hvad de vil.
Cheftræneren forudser desuden et kampbillede, hvor hjemmeholdet til tider vil stille sig langt tilbage på banen.
- Jeg tror også, at der vil være nogle perioder, hvor de kommer til at stå langt tilbage på banen. Og så er det op til os at bryde igennem en kompakt defensiv. Så vi skal være dygtige i vores relationer og kombinationer og til at sætte tempo i spillet så meget som overhovedet muligt. Så vi forventer en ret hård kamp derovre.
100 procent fokus
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Pokalturneringen er næsten altid garant for overraskelser. Og Johannes Hoff Thorup påpeger også, at der ikke findes lette kampe i turneringen - selvom man møder hold fra lavere rækker.
- Vi kender pokalturneringen og ved, at alle kampe i den turnering er svære. Det er altid en stor oplevelse, når der kommer et superligahold og skal møde et hold fra nogle af de andre rækker. De klubber vil gøre alt, hvad de kan for at få et godt resultat. Så det skal man være indstillet på.
- Fodbold er jo et spil med få mål - og derfor kan de store overraskelser også ske noget oftere. Især i pokalfodbold, hvor der altid er ekstra tænding for det lavere rangeret hold, fordi det typisk er årets kamp for dem.
Derfor er det ifølge Cheftræneren også vigtigt, at man går til kampen på fuldstændig samme måde, som man ville gøre det til enhver anden kamp.
- Vi gør det helt klart og tydeligt for spillerne, hvad vi skal have fokus på. Men det vigtigste er næsten at gøre tingene fuldstændig, som vi plejer - netop for ikke at differentiere kampen og tage lettere på den end andre. For det er der ikke plads til. Vi skal være der 100 procent.
- Og så er det er jo en chance for de spillere, der normalt ikke starter inde. Så derfor er vi ikke bekymrede over, om spillerne er mentalt klar til denne her type kamp, for der er flere spillere, der virkelig spiller for at vise sig frem og vise, hvad de kan.