Hoff Thorup efter FCK: Vi synes, at vi var tættest på sejren
16.09.2023 17:55
Lørdag eftermiddag mødtes de to tophold i 3F Superligaen, da FC København gæstede Right to Dream Park.
Det blev en kamp hvor man tydeligt kunne se, at begge hold var kommet for at vinde. Kampen bølgede frem og tilbage, men det var FCK, der kom bedst fra start, da de fik scoret efter et kvarters spil. Der skulle dog kun gå 10 minutter, inden Jeppe Tverskov fik headet os på 1-1 hvilket også var resultatet ved pausen.
I anden halvleg scorede FCK igen et hurtigt mål, da de kom på 1-2 efter små ti minutters spil. Det holdt dog ikke længe, da Martin Frese otte minutter efter fra sin venstreside headede os på 2-2.
Vi lagde pres på FCK i den sidste halvdel af kampen, men slutresultatet lød på 2-2. Cheftræner Johannes Hoff Thorup var efter kampen lidt skuffet over, at vi ikke fik sejren.
– Vi ville gerne have haft sejren, hvilket også et mit indtryk, når jeg lige ser spillerne inde i omklædningsrummet. Vi synes også, at vi var tættest på sejren, så det er jeg lidt skuffet og irriteret over.
Johannes Hoff Thorup var ikke tilfreds med lange perioder i første halvleg, der resulterede i, at holdet fik lavet nogle justeringer i pause.
– Vi laver nogle justeringer i pausen – blandt andet på vores spil uden bolden. Det resulterede i, at vi fik taget bolden hurtigere fra dem, og vi har lange perioder med bolden, hvor vi får trykket dem tilbage. Det gav os et kampbillede, vi gerne vil have, hvor vi spiller mere på deres halvdel, end på vores, og det er jeg ret tilfreds med.
- Så i det store hele synes jeg, at vi kunne have gjort første halvleg en del skarpere, hvor vi dog i perioder leverer god fodbold og laver nogle chancer, der kommer af godt spil. Det fik vi med over i anden halvleg, hvilket jeg er tilfreds med, fortæller Hoff Thorup.
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Hoff Thorup er også meget tilfreds med den bredde, de har i truppen – og det udtryk de indskiftede spillere kommer ind med.
– Vi fik også brugt bredden i truppen i dag, og jeg er stolt over den måde, de indskiftede spillere kommer ind på. Det er rigtigt godt, at vi har så stor en bredde, i vores trup. Det giver også et godt signal over for holdkammeraterne, at indskifterne kan komme ind med det ekstra skud energi og kvalitet, der indimellem skal til i perioder, hvor nogle andre spillere er ved at løbe tør – så det synes jeg er flot.
– Vi bygger hele tiden og skal blive bedre efter alle kampe. Det forsøger vi også på torsdag i Tyrkiet, hvor vi skal ned og spille en ny, god kamp på så højt niveau som muligt.
Næste kamp for Superliga-holdet er i Tyrkiet, hvor de skal møde Fenerbahce i første kamp i Conference League gruppespillet.