Hoff Thorup efter 0-0: Spiller for langsomt og omstændigt
25.09.2023 18:06
Det lykkedes ingen af holdene at få bolden i nettet mandag aften i Right to Dream Park, da Hvidovre IF var på besøg. Dermed endte opgøret 0-0, og efter kampen var cheftræner Johannes Hoff Thorup ærgerlig over, at oprykkerne ikke blev presset mere igennem de 90 minutters fodbold.
– Det er svært at finde de positive elementer i dag, for vi gør bare for mange ting for dårligt. Vi spiller for langsomt og omstændigt, og måske er vi også for lidt ærgerrige i de afgørende situationer, hvor vi kommer frem til noget. Men når det er sagt, bliver det ikke en kamp, der kommer til at fylde meget hos os, for der er mange vigtige kampe lige om hjørnet, hvor vi skal være dygtige.
– Vi havde svært ved at finde den rette balance mellem at spille for hurtigt og nogle gange holde lidt længere tid på bolden for at spille os tættere på en chance. Og der gjorde vi det tit for hurtigt, når vi skulle gøre det langsomt og for langsomt, når vi skulle sætte tempoet op. Derfor havde vi svært ved at holde et kontinuerligt tryk på Hvidovre, og det havde vi håbet, at vi kunne gøre mere i dag.
Vores næste kamp er mod Kolding IF, når vi retter blikket fra 3F Superligaen over mod Oddset Pokalturneringen. Vores næste hjemmekamp er i en helt tredje turnering, når Ludogorets kommer på besøg i Conference League, og du kan købe billet til dét opgør her.