Christian Rasmussen vender hjem til FCN på lejeaftale
01.09.2023 19:00
Han drog til Holland allerede som 16-årig, og efter fire år i storklubben Ajax Amsterdam vender Christian Rasmussen hjem til FC Nordsjælland på en lejeaftale frem til sommer med købsoption.
Christian Rasmussen er ny mand i FC Nordsjællands 3F Superliga-trup, men der vil være masser af velkendte ansigter på træningsbanen for den 20-årige angriber.
Johannes Hoff Thorup var hans træner på FC Nordsjællands U17-hold, og spillere som f.eks. Jonas Jensen-Abbew og Andreas Gülstorff har været hans holdkammerater på akademiet.
Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:
- Christian er en spiller, der i mange år har været på vores akademi, og som vi altid har haft en stor tro på. Nu har han fået debut for Ajax i Æresdivisionen, spillet næsten 100 kampe i den næstbedste hollandske række – og var så sent som i går aftes med på bænken for Ajax i Europa League-kampen mod vores kommende modstander Ludogorets.
- Så timingen er god, og det er et godt match. Vi går ind i en periode med mange kampe – og det forventer vi at have i hele sæsonen – så vi har brug for en stærk og bred trup. Og Christian er én, der kender os godt.
- Han har i øvrigt trænet og spillet meget under Johannes i sin akademitid i FCN, så vi forventer, at han hurtigt falder til. I tillæg har Christian og hans familie en tæt relation til klubben, og vi glæder os til at se både ham og hans familie tilbage i Right to Dream Park.
Johannes Hoff Thorup, cheftræner:
– Vi får en teknisk stærk spiller med et super blik for spillet og med en fantastisk evne til selv at afgøre kampe. Vi får især en spiller med en virkelig god afslutningsvenstrefod, men som også kan sætte andre spillere op. Han er også en fysisk stærk spiller som kan give os endnu flere strenge at spille på.
– Han har spillet meget som central angriber for Ajax, men vi ser ham nok mere som en angriber i højre side for os, hvor han kan gå lidt mere ind i banen, så vi kan få sat hans venstreben i scene – både med assist men også til mål. Men med hans kompetencer, har vi selvfølgelig også flere muligheder, i hans positionering på banen.
– Vi har arbejdet sammen på U14 og U17, hvorfra han tog direkte til Ajax. Så vi har spillet kampe sammen og været til flere turneringer sammen rundt omkring i Europa. Det er en spiller, som har haft en stor betydning for mig, så jeg har holdt kontakten med ham og besøgt ham i Amsterdam. Det er en spiller, jeg virkelig gerne vil have til at lykkes på øverste hylde.
Christian Rasmussen kommer til at iføre sig trøje nummer 17.