Ugen på akademiet: Gode præstationer hele vejen rundt

25.10.2023 04:50

Uge 42 betød for mange landsholdspause og efterårsferie, men for FC Nordsjællands to U19-hold betød det også, at det igen var tid til at få gang i U19 ligaerne efter en weekend uden kampe.

U19-drengene var en tur i Silkeborg, hvor kampen endte 1-1, og drengene måtte vende retur til Farum med et nederlag efter straffesparkskonkurrence. U19-pigerne var en tur i Vildbjerg, hvor det blev til en overbevisende 3-1-sejr, og dermed fjerde sejr på stribe i ligaen.

Vi har igen taget en snak med de to U19-cheftrænere om ugen der er gået, hvor der også bliver set lidt frem mod en travl uge, hvor de to hold skal i aktion fire gange. Hold øje med vores YouTube-kanal, hvor det i dag og på lørdag er muligt at se U19-drengenes kampe.

U19-drenge

Efter endnu en landsholdspause, hvor Sune Jensens var lidt amputeret på træningsbanen, da mange af U19-drengene var på landsholdsopgaver, var holdet en tur i Silkeborg for at spille sæsonens femte kamp. Opgøret endte 1-1 efter en sen udligning af hjemmeholdet, og kampen skulle derfor afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor Silkeborg desværre trak det længste strå. Sune Jensen påpeger dog, at det var en god indsats af holdet.

- Silkeborg er altid en god modstander. De vil også gerne spille fodbold, og prøver også at presse højt på banen i perioder, hvorfor det ofte bliver meget det kampbillede, vi også selv vil fremprovokere.

- Jeg synes, at vi lykkedes godt med at styre kampen, hvor vi var komfortable med bolden og fik sat en masse gode situationer op for os selv. Vi manglede lidt skarphed for at komme til de afgørende gennembrud, men vi var gode i de første faser af spillet. Vores pres lykkedes fint, hvilket vi ved er en vigtig ting, når vi møder et hold som Silkeborg, der er gode med bolden. Så selve præstationen var vi tilfreds med.

- Spillerne var selvfølgelig mærket efter landsholdspausen, hvor flere af dem har været afsted med deres respektive landshold, men sådan er præmisserne. Det skal spillerne også vænne sig til, hvorfor det også var fedt, at vi leverede en god præstation.

I denne uge er der to kampe på programmet for U19-drengene, hvor de får besøg af AaB og Sønderjyske i Right to Dream Park. Det første opgør spilles i dag, mens Sønderjyske venter på lørdag.

Det er sæsonens første kampe i Right to Dream Park for U19-drengene, hvilket Sune Jensen og resten af holdet ser frem til.

- Det bliver virkelig fedt. Det er faktisk vores første kampe inde i Right to Dream Park i denne sæson, så det glæder vi os til. Dertil har det været vigtigt for os at holde fokus på de gode præstationer, hvor vi selvfølgelig skal lægge nogle ting på. Vi har haft en enkelt svipser mod Horsens, hvor vi absolut ikke var tilfredse med os selv, så vi skal holde fast i de gode præstationer.

- Vi tager en kamp ad gangen, og nu er det AaB, der venter i morgen, hvor vi har haft nogle fokuspunkter, vi har trænet på siden weekendens kamp. Men overordnet kommer vi til at have fokus på os selv og præstationen i de to kampe, hvor vi skal prøve at kontrollere kampene. Og så håber vi på lidt mere skarphed, og så ser det godt ud.

U19-piger

U19-pigerne kunne i weekenden fortsætte deres positive stime og tage den fjerde sejr på stribe, da de skulle møde Vildbjerg på udebane. På trods af svære vejrforhold kunne FC Nordsjælland tage fra det midtjyske med en solid 3-1-sejr, hvorfor den gode stime fortsatte.

Emil Aske Strand Hansen er glad for den spillemæssig udvikling, der har været på holdet over de sidste par måneder.

- Det var fedt at vinde i Vildbjerg. Det var dejligt, at vi kunne fortsætte stimen og nu har vundet de sidste fire kampe i ligaen. Kampene er blevet vundet på forholdsvis overbevisende stil, hvor vi i store dele af kampene var det klart bedste hold, hvis vi ser bort fra kampen mod Brøndby. Vi arbejder derfor på at udnytte det momentum, vi har lige nu til fortsat at udvikle vores spillestil og blive endnu dygtigere til, det vi gerne vil. Pigerne er glade, og vi føler, at vi får resultaterne ved at lykkes med de ting, vi gerne vil, så det er fedt.

- Jeg kan fornemme på pigerne, at de bliver mere komfortabel i vores måde at spille på, da de i mange faser af ugen stiller undrende spørgsmål og stiller store krav til sig selv. Dertil kan jeg se nogle mønstre i de ting, de er begyndt at være opmærksomme på både på og uden for banen, hvilket er dejligt for mig som træner.

Selvom resultaterne og præstationer har været rigtige gode for vores U19-piger på det seneste, påpeger Emil Aske Strand Hansen, at der stadig er meget arbejde forude.

- Vi stræber selvfølgelig stadig efter at gøre det endnu bedre, og vi vil fortsætte med at arbejde på flere måder at bygge op og bryde igennem modstanderens defensiv, hvortil vi hele tiden kan perfektionere, det vi er gode til nu.

U19-pigerne skal i denne uge også i aktion to gange, hvor de møder Brøndby IF og AGF i Right to Dream Park. I dag står den på venskabskamp mod Brøndby IF, mens det på søndag igen er med fokus på ligaen, når AGF kommer på besøg. Cheftræneren glæder sig til at måle sig med et af ligaens tophold på søndag mod AGF.

- Det bliver en fed kamp. AGF var et af de første hold, vi mødte efter jeg var startet i FCN, og når jeg ser tilbage på kampen, så er der flere aspekter, vi er blevet dygtigere til siden den kamp. Vi scorede tre mål i vores første indbyrdes møde, men får af flere omgange smidt momentum i kampen, hvorfor vi skal ud at revanchere det første opgør.

- Det er vigtigt for os selv og resten af ligaen, at vi går ud og viser, at vi også kan præstere mod topholdene efter vores svære start. Det bliver en fed kamp på søndag, og vi glæder os til at måle vores unge talentfulde hold op mod et af de bedste hold i ligaen.