
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Hoff Thorup inden pokalkamp i Viborg: Vil opnå det ypperste
31.10.2023 11:58
Pokalturneringen står højt på prioriteringslisten for Cheftræner Johannes Hoff Thorup og resten af FCN-truppen, der drømmer om at veksle semifinalepladsen fra sidste sæson med en plads i finalen til maj næste år.
Onsdag aften skal FC Nordsjælland forsøge at spille sig videre til Pokalturneringens kvartfinaler, når turen går til det midtjyske, hvor Viborg venter. Det er vind eller forsvind, da kampen skal afgøres over ét opgør. Og netop det faktum gør, at man kan komme til at gå lidt anderledes til værks end normalt. - Som udgangspunkt går vi ind til kampen på samme måde, som vi altid gør. Men dér, hvor kampen kan skille sig ud i forhold til en normal Superligakamp, det er, hvis der mangler fem-ti minutter og stillingen er lige. Så er der nogle andre overvejelser, der kommer til spille ind i forhold til, hvordan kampbilledet ser ud og i hvilken forfatning, spillerne er i.
Vil ramme samme kampbillede som sidst
Det er kun ti dage siden, at vi sidst mødte Viborg i Superligaen. Dengang endte det med en 2-0 sejr - og Cheftræner Johannes Hoff Thorup ser frem til igen at krydse klinger med den midtjyske klub. - Der var nogle ting, som vi var særligt tilfredse med under vores sidste møde i Viborg. Vi synes, at vores defensiv var virkelig solid. Vi holdte dem fra store chancer hele kampen igennem. Og det bliver også et vigtigt element for os onsdag. - Og så syntes vi også, at der var nogle opløftende offensive tendenser for os. Vi startede anden halvleg rigtig godt derovre og leverede et tryk mod deres mål. Vi var gode i vores positioner til at samle andenbolde op og kunne genpresse. Så det har vi kigget ind i for at se, hvordan vi kan få endnu flere af de perioder.
"Nøgleordet er rytme"
Efter et par kampe uden scoringer er der igen kommet gang i målscoringen for FC Nordsjælland, som har fået netmaskerne til at blafre i de sidste tre opgør i streg. Og Cheftræneren synes, at pilen peger i den rigtige retning, hvad det angår. - Jeg synes, at vi har arbejdet godt med det - og flere af vores spillere begynder også at vise det niveau, som vi ved, at de har. Jeg synes, at kampen i Viborg var god, jeg synes, at kampen i Slovakiet var god - og vi spiller også godt i store dele af kampen i Brøndby. - I alle de kampe har vi skabt chancer og lavet mål. Så jeg synes, at pilen peger i den rigtige retning. Og vi er også begyndt at se nogle nye konstellationer, som ser gode og spændende ud for os. Det har forventeligt taget lidt tid at få de nyere spillere til at finde ind i en rytme for os. Men jeg synes, at nøgleordet er rytme - og den er vi i den grad ved at finde igen.
Pokalen er høj prioritet
Pokalturneringen er en stor prioritet for FC Nordsjælland og Hoff Thorup, der drømmer om at tage det sidste skridt til finalen - Vi vil opnå det ypperste i denne her turneringen. Ambitionen er naturligvis at nå så langt som muligt. Vi har talt med spillerne om det - og spillerne har også selv nævnt det. At få muligheden for at spille en pokalfinale ville være en kæmpe oplevelse. Og vi var tæt på i sidste sæson - i denne her sæson vil vi gøre alt for at nå hele vejen. - Vi har høje ambitioner i alle de turneringer, vi spiller i. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det er noget, der kræver meget af spillerne. Men vi vil gøre vores bedste for at være med så langt hen ad vejen som muligt i alle turneringer. Så derfor har pokalturneringen en høj prioritet hos os. Og det kommer vi også til at vise onsdag. Onsdagens pokalkamp mellem Viborg og FC Nordsjælland fløjtes igang klokken 18 og vises på DR2.






