Schjelderup-scoring sikrede tre point mod Vejle
05.11.2023 15:44
FC Nordsjælland sikrede sig tre vigtige point, da de søndag eftermiddag vandt 1-0 hjemme i Right to Dream Park over Vejle. Det var en kamp, hvor der stod FC Nordsjælland på det meste af spillet - og de tog teten fra start. Tilbagevendte Ibrahim Osman var tæt på at bringe os i front efter fem minutter. På det efterfølgende hjørnespark måtte Vejle-keeper Nathan Trott diske op med en stor redning på Martin Frese skraftfulde hovedstød. Så var vi ligesom igang. Eller - det var FC Nordsjælland i hvert fald. For der stod FC Nordsjælland på alt i kampens indledning. Efter ti minutter var Christian Rasmussen tæt på at score kampens første mål efter en indøvet hjørnesparkskombination. Vi skulle frem til det 28. minut, før Vejle havde første afslutning i kampen. Det var tilgengæld også en god en af slagsen, som Andreas Hansen måtte i ud i fuld længde for at klare. Der stod dog FC Nordsjælland på alt, og hjemmeholdet sværmede om gæsternes felt konstant. Fem minutter inden pausefløjt var det igen tæt på, da Adamo Nagalo fik en stor chance efter et nyt FCN-hjørnespark, men denne gang var stolpen Vejles redningsmand. Derfor stod der stadig 0-0 på resultattavlen, da dommeren fløjtede til pause.
Forløsende Schjelderup-scoring
Anden halvleg var få minutter gammel, da Vejle fik en kæmpe chance for at bringe sig i front. German Onugkha blev spillet alene igennem, men trækket forbi en fremstormende Andreas Hansen blev for langt - og FCN-keeperen kunne sikre sig bolden. Det var generelt et Vejle-hold, der ville spille mere med fra anden halvlegs start. Men FC Nordsjælland sad stadig på spillet og havde allerede få minutter senere endnu en stor chance for at bringe sig i front - men ind ville bolden ikke. Efter en time lykkedes det dog endelig. Andreas Schjelderup førte bolden frem. Han serverede den for Ibrahim Osman, som blev tacklet. Men bolden røg retur til til Schjelderup, der udplacerede Nathan Trott i Vejle-målet. FC Nordsjælland fortsatte med at presse på og havde optræk til chancer, men Vejle lurede konstant på omstillingerne, hvor særligt indskiftede Musa Juwara var farlig. Netop Juwara var milimeter fra at bringe balance i regnskabet, da han med ti minutter tilbage på akrobatisk vis smækkede bolden på indersiden af stolpen. Juwara fik bolden i nettet få minutter senere, men efter en tur omkring VAR blev målet underkendt, da Juwara begik frispark umiddelbart inden scoringen. Derfor forblev stillingen 1-0, hvilket også blev kampens resultat.
En to-delt kamp
Efter kampen kaldte Cheftræner Johannes Hoff Thorup kampen for to-delt, med første halvleg som det positive element. - Kampen er delt lidt op i to bider. Første halvleg synes jeg er rigtig god. Vi har det tryk på Vejle, som vi skal have, og laver chancer på forskellige måder. Både efter omstillinger, efter lidt mere etableret angrebsspil og efter standarder. Og vi har rigeligt chancer til, at vi skal have et bedre udgangspunkt ved pausen end 0-0. - Anden halvleg bliver for åben. Den har vi ikke nok kontrol over. Så derfor er præstationen i dag to-delt. Men jeg er naturligvis virkelig glad for, at vi får de tre point i dag. Det er det vigtigste. Cheftræneren fremhæver det positive i, at FC Nordsjælland igen formår at skabe en række store chancer. - Vi lavede rigeligt med chancer til at lave mål. Og det er jo det positive. Så skal vi selvfølgelig have kigget på, hvordan vi kan være skarpere i de situationer. For det skal vi være lidt bedre til. - Det er virkelig vigtigt, at vi ender med at få de tre point i dag. Og det er vigtigt, at vi kan præstere på et godt niveau, som vi gjorde i første halvleg. Det fylder meget for os. At vi kan holde Vejle under så massivt et tryk, som tilfældet er - og stadig kommer til så store chancer, som vi også gør. - Og så synes jeg også, at det er vigtigt, at vi, når det bliver lidt vildt og ikke helt på vores præmisser til slut i kampen, kan stå imod og tage de tre point. I anden halvleg kom Vejle bedre med i kampen. Og det har Cheftræneren en forklaring på. - Jeg synes, at der er nogle situationer, hvor vi bliver for fremadrettede i vores løb for tidligt. Vi spiller boldene langt og løber dybt på de bolde. Hvor vi er nødt til at have nogle under bolden til at samle den op, hvis vi ikke vinder den. Så vi er faktisk næsten for fremadrettede i nogle af vores bevægelser. Vi skal være tættere på hinanden og mere kompakte i vores positioner. - Der bliver vi lidt for åbne og inviterer dem med ind i kampen. Og det gør, at vi mister kontrollen lidt. Det er heldigvis noget, der er ret simpelt at finde frem og få highlightet, men det er noget, vi lige skal have kigget på, lyder det slutteligt fra Cheftræneren. Næste opgøre for FC Nordsjælland er allerede på torsdag, når slovakiske Spartak Trnava kommer på besøg i Right to Dream Park. Kampen fløjtes igang klokken 18.45 og kan ses på TV2 Sport X og TV2 Play .