Foto: Dejan Obretkovic

U19-holdet tilbage på sporet efter 2-1 sejr over Randers

13.03.2023 14:54

Med en sejr på 2-1 hjemme i Right to Dream Park kom FC Nordsjællands U19-hold tilbage på sejrssporet lørdag eftermiddag. 

Det blev til tre forløsende point, da FC Nordsjællands U19-hold lørdag vandt 2-1 på hjemmebane mod Randers Freja. 

Sejren blev grundlagt efter to mål i første halvleg af Mahamdou Doumbia og Villum Berthelsen efter, at Randers ellers havde bragt sig i front tidligt i kampen. 

Træner Kasper Kurland var meget tilfreds med det udtryk, hans hold viste på banen lørdag. 

- Det var fedt at se, at vores præstation var så sammenhængende i hele kampen. Vi skal huske på at det var et Randers-hold, som weekenden inden havde slået FCK - ligesom de har slået Brøndby tidligere. Så det er et hold med stor kvalitet.

- Vi leverede en virkelig god indsats begge veje. De første ti minutter fungerede vores pres ikke, som det skulle. Men ellers synes jeg, at vi sad på kampen. Det eneste der manglede for, at det var en helt gennemført præstation, var flere mål fra vores side. For i de sidste ti minutter opstod der lidt usikkerhed.  

"Vi leverede en virkelig god indsats begge veje. De første ti minutter fungerede vores pres ikke, som det skulle. Men ellers synes jeg, at vi sad på kampen"

Kasper Kurland

Til kampen havde Kurland og resten af staven valgt fem U17-spillere i startopstillingen. Og han er glad for at se den udvikling, U17-spillerne tager for hver kamp, de får for U19-holdet. 

- Det bliver bedre og bedre jo mere tilvænning, de får. Det viser historien også ift. de spillere fra vores U-hold, som har spillet op. Det handler om, at de vænner sig til tempoet og de krav, der sættes til dem. Det er en vigtig læring for dem, for det er samme tilvænning, de skal gennemgå, når de går fra U19 til Superliga-truppen. Så for os handler det om at gøre dem så klar hele vejen igennem som muligt. 

U19-holdet skal allerede i kamp igen på torsdag, når SønderjyskE kommer på besøg i Right to Dream Park. Og Kurland håber at se mange af de samme dyder som dem, holdet viste mod Randers. 

- Vi glæder os rigtig meget til kampen mod SønderjyskE. Vi skal gå på banen og holde fast i det udtryk, vi viste mod Randers. Energien og troen hos drengene er rigtig stor - og jeg er glad for, at vi fik de tre point, for det fortjente de i den grad. Nu handler det om at fortsætte og bygge videre - og det skal ske allerede torsdag.  

Torsdagens kamp mod SønderjyskE kan naturligvis ses på vores YouTube-kanal fra klokken 13.30.