Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Hoff Thorup inden Silkeborg-kamp: Dét bliver nøglen for os

04.03.2023 07:30

Cheftræner Johannes Hoff Thorup ser frem mod søndagens kamp i Silkeborg, hvor særligt én ting bliver afgørende for at skaffe et godt resultat med hjem til Farum. 


På Søndag skal FC Nordsjælland forsøge at sikre tredje sejr på godt en uge, når JYSK Park slår dørene op og Silkeborg IF venter i det midtjyske. 

Og selvom Cheftræner Johannes Hoff Thorup selv sagt ikke vil afsløre alle de taktiske detaljer inden kampen, så løfter han lidt af sløret for, hvordan de tre point skal sikres på søndag.

- En af nøglerne til at slå Silkeborg på søndag bliver, at vi er fuldstændig afklaret med, hvornår vi kan presse højt. Og hvor vi kan erobre bolden, når vi forsvarer lidt lavere. Det skal sidde fuldstændig i skabet, for det er nøglen til den kamp. Mod et rigtig godt Silkeborg-hold, som er vant til deres bane og kan spille i et rigtig højt tempo. Så vi skal være fuldstændig afstemte i vores bevægelser uden bold.

Selvom den seneste kamp mod OB førte fire mål og tre point med sig, så er der nogle punkter, Cheftræner Johannes Hoff Thorup gerne ser bliver forbedret til søndagens kamp. 

- Vi bliver nødt til at have nogle endnu mere klare aftaler om, hvordan vi håndterer at miste initiativet i perioder, som vi gjorde mod OB. Og det har vi selvfølgelig trænet meget på i løbet af ugen. For der er mange gode hold i Superligaen - og der er mange hold, som gerne vil styre kampen med bolden. Så vi må også acceptere, at vi ikke kommer til at have bolden hele tiden, og at vi ikke nødvendigvis kan presse holdene højt hele tiden.

- Men derfor skal vi stadig spille med initiativ - også når vi forsvarer lidt lavere. For det er ikke nødvendigvis dårligere for os at forsvare lavere. Vi skal bare gøre det med højere intensitet, end hvad vi gjorde mod OB. Og vi skal stadig have nogle områder, hvor vi ved, at vi kan erobre bolden.Så vi skal passe på, at det ikke bliver en sovepude for os.  

"Det er ikke nødvendigvis dårligere for os at forsvare lavere. Vi skal bare gøre det med højere intensitet, end hvad vi gjorde mod OB"

Johannes Hoff Thorup

Skal kunne håndtere alle underlag 

Kampen mod Silkeborg spilles på JYSK Park. Et stadion, hvor FC Nordsjælland spillede så sent som tirsdag aften hvor den første Pokalkvartfinale mod Aarhus Fremad blev vundet med 3-0. 

Banen er en af de hurtigste i Superligaen, og det kan måske være en fordel, at spillerne har prøvet kræfter med den for nyligt, lyder analysen fra Cheftræneren. 

- Det kan godt være, at det er en lille fordel. Men vi skal kunne håndtere stort set alle slags underlag. Selvfølgelig er der lidt forskel i tempoet, som man normalt måske skal bruge lidt tid på at vænne sig til i Silkeborg. Men det kan være, at vi slipper for det, lyder det fra Hoff Thorup, som håber at se så mange FCN-fans i Silkeborg som muligt søndag eftermiddag. 

- Sidst vi var i Silkeborg lavede vi tre mål. Så nu må vi se, om vi kan gøre det samme og holde modstanderen fra at score. Så bliver det en dejlig dag søndag i Silkeborg.


Kampen mod Silkeborg spilles på søndag klokken 14 - og hvis du ikke tager turen til Silkeborg, kan den ses på Canal 9 eller streames på Discovery+