Foto: Balazs Popal / Gonzales Photo

Den sidste skarphed manglede i remis mod Viborg

12.03.2023 16:33

På en svær udebane i Viborg delte vi i dag pointene med værterne. Daniel Svensson bragte os ellers foran i første halvleg på en fremragende afslutning med højrefoden, men den føring holdt kun frem til det 67. minut, hvor værternes Elias Achouri udlignede til slutresultatet 1-1. 

Et resultat, som vores cheftræner, Johannes Hoff Thorup, både er lidt skuffet over, men også realistisk i forhold til værternes kvalitet:

- Vi er altid lidt skuffede, når vi ikke får alle tre point - lige meget hvem vi møder. Men så er der også en omstændighed, som lyder på, at man kan møde en god modstander, hvilket vi gjorde i dag. Under alle omstændigheder går vi efter de tre point, men kan også godt se, at i en kamp som i dag var ét point fint. 

- I de helt afgørende ting i kampen mangler vi lige den sidste kvalitet eller bedre beslutninger. Vi bliver nødt til at jagte 2-0-målet, så det ikke kommer til at handle om, om vi indkasserer et enkelt mål eller ej. Da det så stod 1-1, jagtede vi selvfølgelig et mål mere. Vi fik også sat nogle fine chancer op, men vi manglede den sidste dygtighed og skarphed i de situationer. 

- Men jeg synes, at præstationen generelt var fin. Det er et svært sted at spille, så vi skal tage det positive med, og gøre os dygtigere til de ting, som vi manglede i dag. 

- Det blev lidt for åbent til sidst, men ellers var kamp billedet positivt og spillerne havde en ambition om at skabe noget i kampen og jagte flere scoringer.  

Sidste kamp i grundspillet venter i næste weekend

Om en uge spiller vi sidste kamp i grundspillet, når Brøndby IF kommer på besøg. Vi skal som altid ud og jagte alle tre point, mens gæsterne kæmper om at komme med i Mesterskabsspillet. 

Der er derfor lagt op til en kanon oplevelse i Right to Dream Park, som vores cheftræner ser meget frem til:

- Det er altid fedt, når Brøndby kommer på besøg. Det bliver helt sikkert endnu en kamp, hvor de små detaljer kommer til at være afgørende, så vi skal igen være gode på træningsbanen i den kommende uge. 

- Vi vil give fansene en god oplevelse på søndag og i resten af foråret for, der kommer rigtig mange spændende kampe mod dygtige hold. Derfor får vi også brug for en helt fantastisk opbakning på søndag, afslutter Hoff Thorup.

Brøndby-kampen fløjtes i gang søndag klokken 15.00 og du kan købe din billet nedenunder!