Magnus Munck skriver under på 4-årig kontraktforlængelse

19.05.2023 11:27

18 år, midtbanespiller og siden vinteren en fast del af Superliga-truppen. Sådan kunne en kort beskrivelse lyde af Magnus Munck, der har taget turen igennem FCN-akademiet, siden han kom til klubben som 12-årig.

Nu kan der tilføjes endnu et punkt, nemlig en kontraktforlængelse. Den offensivt tænkende midtbanespiller og FC Nordsjælland har således underskrevet en ny aftale, der løber frem til sommeren 2027.

 

Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:

- I Magnus har vi en meget dygtig, moderne midtbanespiller, der både har en stor motor og et spændende scoringspotentiale. Han er endnu et eksempel på det exceptionelt flotte arbejde, der laves på vores fantastiske akademi. Vi ser frem til at følge Magnus’ udvikling i Superliga-truppen, hvor han naturligvis skal have tid til at tilpasse sig de øgede krav, men han har allerede vist, at potentialet er der til at kunne slå igennem over tid. Vi glæder os til at følge hans udvikling og supportere ham i det daglige.

 

Magnus Munck:

- Jeg tror virkelig på det her projekt i FC Nordsjælland – og jeg er sikker på, at det er den helt rigtige beslutning for mig at forlænge med klubben. Så det er jeg enormt glad for, at jeg har fået muligheden for. 

- Jeg er sikker på, at hvis jeg skal udvikle mig som spiller på bedst mulig vis, så er det i FC Nordsjælland, det skal ske. Og jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville skrive under på en ny kontrakt, da de henvendte sig.

- Jeg tror på, at jeg i løbet af de næste fire år kan etablere mig som en profil og blive en fast del af startopstillingen i FC Nordsjælland. Det er i hvert fald mit mål. Jeg ved, at det kommer til at kræve rigtig meget, men jeg er helt klar på at arbejde benhårdt til hver eneste træning for at nå det mål.

MAGNUS MUNCK

Født: 5. januar 2005 Debut for førsteholdet: 31. august 2022 U-landskampe for Danmark: 22

Lær Munck bedre at kende 🎥